



Der var uhyre vigtige point på spil for Lech Poznań, da holdet, der har danske Niels Frederiksen ved roret, søndag aften gæstede Katowice.
Med en sejr kunne favoritterne spille sig tre point over Raków i toppen af den bedste polske række forud for sidste spillerunde, men det startede ikke godt.
Oskar Repka sparkede nemlig hjemmeholdet i front efter et lille kvarter, da han mødte en hjørnesparksserv, hvor han stod helt fri, og lossede kuglen ind.
Det lignede længe en pauseføring til Katowice, men så dukkede Patrik Wålemark op på kanten af feltet og smækkede udligningen ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

I anden halvleg skulle Lech fortsat jagte, men i stedet gik det endnu en gang galt i egne rækker, og så kom Niels Frederiksens mandskab bagud igen.
Bartosz Nowak modtog bolden i feltet og afsluttede resolut med første bevægelse mod det, der begyndte at ligne en fiasko for gæsterne.
Lech fandt dog endnu en gang en udligning ved Mario González, der i fællesskab med Antonio Milić fik skubbet bolden i mål, og så sluttede det hele 2-2.
Niels Frederiksen og Lech Poznań smed derfor en kæmpemæssig matchbold, og derfor ligger man nu ét point foran Raków inden sidste spillerunde af Ekstraklasa.

Lech Poznan
GKS Katowice
Ekstraklasa



























