Niels Frederiksen skal snart til at lære polsk.
For det virker kun som et spørgsmål om tid, før han bliver præsenteret som ny cheftræner i den polske topklub Lech Poznan.
Det polske medie Meczyki var først ude med oplysningerne om, at Niels Frederiksen er på vej til et nyt trænerjob i Lech Poznan.
Det stemmer helt overens med Bolds oplysninger.
Men aftalen står tilsyneladende ikke lige for en underskrift her og nu. Det ventes tidligst at ske i den kommende uge, hvor alle de sidste detaljer kan blive forhandlet endeligt på plads.
Den tidligere mestertræner i Brøndby kan stå foran en gigantisk udfordring i fremtiden hos Lech Poznan, der senest vandt mesterskabet i 2021/22-sæsonen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Aktuelt ligger Lech Poznan nummer tre med fire point fra førerende Jagiellonia i den bedste polske fodboldliga.
Det er en af de største klubber i Polen, som Niels Frederiksen skifter til. De har oftest 35-40.000 tilskuere til hjemmekampene og er berømt for at have et af de bedste fodboldakademier i Polen.
Niels Frederiksen har stået uden job, siden han i november 2022 blev fyret fra Brøndby, efter han året forinden havde ført klubben til det danske mesterskab.
Niels Frederiksen har siden, han stoppede i Brøndby, været i spil til en række jobs ude i Europa. Det gælder både i Tyskland, Belgien, på Cypern og i Sverige.
Prioriteten for ham har hele tiden været et job uden for Danmarks grænser.
Bold har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Niels Frederiksen.

Lech Poznan
Ekstraklasa


































