Efter et halvt år i Ajax har den tidligere FC Midtjylland-back spillet seks kampe fra start og tre som indskifter i den hollandske klub.
På trods af konkurrencen mener 21-årige Rasmus Nissen dog, at alt går i den rette retning.
- Jeg holder mig skarp til, når chancen byder sig, og så er det med at gribe den. For den skal nok komme med masser af kampe i både Champions League og pokalturneringen, siger Rasmus Nissen til bold.dk.
Ved skiftet i vinterpausen vidste han også godt, at kampen ville blive hård i den store, hollandske klub.
- Det var niveaumæssigt det største skridt, som jeg kunne tage af de muligheder, som jeg havde. Ajax er en kæmpe klub og viser det ved at spille med i Champions League-gruppespillet i år. Jeg er stolt over at være en del af det og håber på, at det kaster oplevelser af sig, siger han.
Gennem foråret har Rasmus Nissen blandt andet arbejdet med at spille sig ind på et hold, der har en anden tilgang til spillet end FC Midtjylland.
- Der er en del mere spil langs jorden og mere teknisk fodbold, end man praktiserer i Midtjylland.Men det er også noget af det, som jeg ville have.
- Jeg tror, at jeg på sigt kan slå igennem med min power. Det er noget, som de ikke har så meget af. Det skal jeg bidrage med som en af mine
styrker, siger han.
Højrebacken har gennem sin tid i Holland arbejdet med andre aspekter af sit spil, end han blev kendt for gennem sin tid i Superligaen.
- Jeg søgte et sted, hvor jeg kan blive bedre i den tekniske del af spillet, og det føler jeg, at jeg bliver i Ajax. Så det var det rigtige valg, og jeg er meget tilfreds med måden, som det er startet på, siger han.
Rasmus Nissen har kontrakt med Ajax frem til sommeren 2022.
Kasper Ørkild / bold@bold.dk


Ajax
Æresdivisionen

























