Joachim Wagner skal i den kommende sæson stå i spidsen for Nykøbing FC's Sjællandsserie-hold sammen med Mathias Olsen.
Nu siger Wagner til LigaBold.dk, at han gerne vil op på højeste niveau i Danmark.
- Mit mål er helt sikkert at blive cheftræner for et Superliga-hold. Jeg nåede aldrig selv at spille i Superligaen som spiller, så nu håber jeg, at jeg kan nå det som træner. Der er dog lang vej, og det er et nåleøje, som man skal igennem, men jeg vil gøre mit bedste for at kunne nå det, siger Joachim Wagner til LigaBold.dk.
Hvornår tror du, at det er realistisk, at det sker?
- Jeg har ikke sat mig noget mål i forhold til tidshorisont, men det er noget, som jeg helt sikkert gerne vil gøre. Lige nu handler det om at få en masse erfaringer og lære en masse af de trænere, ledere og spillere, der er ude i klubben.
- Det handler om at suge til mig så meget som overhovedet muligt. Hvor lang tid det så tager at blive klar til det, det ved jeg ikke. Det er en helt ny verden for mig, så jeg er meget ydmyg i forhold til, hvordan jeg skal gribe det her an.
Joachim Wagner tilføjer, at han er startet på T-trænerkurset, og han håber, at han kan tage A-trænerkurset om noget tid.
Nykøbing-ikonet siger, at det lige nu handler om at få noget trænererfaring i Nykøbing FC, inden han kan tage næste skridt. I samme ombæring siger han, at der ikke har været interesse fra andre klubber i forbindelse med et trænerjob.
Det var nemlig Wagners ønske at komme tilbage for at starte trænergerningen i Nykøbing FC.
- Nej (der har været interesse fra andre klubber, red.). Jeg har været så heldig, at da jeg stoppede med at spille fodbold, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville tilbage til Nykøbing, og der var jeg så heldig i forhold til Claus Jensen, at det var en rolle, som han gerne ville give mig.
- Jeg er dog helt ny i gamet, og det er mest Nykøbing, der ved, hvad jeg står for, så for mig er dét det helt rigtige, og det er jeg utrolig glad for, siger Joachim Wagner til LigaBold.dk.
Joachim Wagner nåede at spille 278 kampe for Nykøbing FC's førstehold med 75 mål til følge. Wagner spillede næsten hele den aktive karriere i Nykøbing FC, kun med en kort afstikker til FC Fredericia.
Lige nu er Nykøbing FC's Sjællandsserie-hold gået på sommerferie, men holdet starter op igen 19. juli.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Nykøbing FC























