2. Division -Nykøbing-keeper vil spille: Ikke for fin til 2. div.
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk
2020-08-15 06:30:02
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Nykøbing-keeper vil spille: Ikke for fin til 2. div.

Nykøbing FC-målmand Sebastian Olsen har fået lov at se sig om efter en ny klub, hvor han kan få mere regelmæssig spilletid, og det kan sagtens være 2. division.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I 2019 blev Sebastian Olsen kåret til årets spiller i Nykøbing FC, men i sidste sæson mistede han sin plads i målet til Jannich Storch.

Den 32-årige målmand har et år tilbage af sin aftale med Nykøbing, men han har fået lov at kigge sig omkring efter en ny klub.

- Jeg har haft lidt samtaler med klubben og har fået lov at se mig om efter noget andet, såfremt det giver mening for alle parter, siger Sebastian Olsen til bold.dk.

- Det har været tæt på med et par klubber i 2. division, men der har lige manglet den sidste brik. Det har været i forhold til løn, og en spiller der skulle væk først og sådan.

For Sebastian Olsen handler det udelukkende om at få spilletid i karrierens efterår, for han har det egentlig godt i Nykøbing.

- Jeg har det rigtig godt i Nykøbing. Det er en super klub med et godt miljø og gode mennesker, så det har ikke noget med det at gøre.

- Men jeg er blevet 32 år, så jeg vil helst ikke sidde et år mere på bænken. Jeg er ved at være i min karrieres efterår, så jeg vil gerne bruge tiden på banen.

Ikke for fin til 2. division
Målmanden erkender, at han ikke nødvendigvis står forrest i køen hos andre klubber, men han er ikke for fin til at tage en tørn i 2. division.

- Jeg står måske ikke med de bedste kort på hånden i forhold til 1. division, efter jeg har siddet på bænken i et år, men jeg er heller ikke for fin til at spille 2. division.

- I forhold til familien skal det helst være på Sjælland, men der eksempelvis kom noget fra Sverige eller Norge, ville jeg kigge på det.

- Hvis der ikke kommer til at ske noget, bliver jeg her og kæmper for det. Jeg holder meget af klubben, så det ville ikke være et problem, siger Sebastian Olsen.

Målmanden er skuffet over, at det ikke blev til mere spilletid i den forgangne sæson, men han greb heller ikke selv chancen, erkender han.

- Selvfølgelig var jeg da skuffet, da jeg fik det at vide sidste sommer, men når der kommer ny træner, kan der hurtigt ske noget.

- Jeg havde et lille udfald, mens min kollega og konkurrent havde en optur, og så går det hurtigt. Jeg har bare ikke været skarp nok i de chancer, jeg har fået, siger målmanden.

Sebastian Olsen har tidligere været forbi Næstved, men ellers har været i Nykøbing hele karrieren. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce