AGF skal i 2026 tørne ud på et nyt stadion, og efter klubben onsdag gav tilsagn om at spytte 100 millioner kroner i projektet, kom der torsdag nyt om hele projektets størrelse og budget.
Ifølge Århus Stiftstidende præsenterede Kongelundens Sekretariat således konkurrenceprogrammet til de hold af arkitekter, der kæmper om at skulle stå bag det nye fodboldstadion i Aarhus, og her kom det frem, at der er sat 585 millioner kroner af til opførslen af stadion, der skal kunne huse minimum 20.000 tilskuere.
Oveni de 585 millioner kroner til opførslen, er der sat 65 millioner kroner af til blandt andet nedrivning af det nuværende stadion.
Det nye stadion i Aarhus skal efter planerne kunne udvides til 24.000 pladser via ståpladser, ligesom stadion skal forberedes, så man senere kan installere 2.000 siddepladser.
AGF's tilsagn om selv at lægge 100 millioner kroner er en fordobling af det beløb, som klubben tidligere havde givet tilsagn omkring. AGF's del af bidraget er øremærket VIP- og konferencefaciliteter på det nye stadion, men er altså betinget af, at der opnåes klarhed om driften og et nyt sted at spille, mens det nye stadion bygges og Ceres Park rives ned.
Artiklen fortsætter efter billedet

De resterende penge i budgettet kommer fra Salling Fondene og Lind Invest, der hver har investeret 250 millioner kroner, mens Aarhus Kommune har lagt 250 millioner kroner.
Pengene, som ikke skal bruges på at bygge det nye stadion, skal gå til området omkring stadion, Kongelunden, hvor der blandt andet skal være en ny atletikbane og en ny bygning, der skal huse Team Danmark.
Seks hold af arkitekter kæmper lige nu om at skulle stå bag det nye fodboldstadion i Aarhus.
Det nuværende stadion i Aarhus, Ceres Park, har ifølge AGF's hjemmeside plads til 19.433 tilskuere.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
3F Superliga

































