



Fredag aften indledte FC Fredericia og OB årets sidste 3F Superliga-runde.
En kamp mellem de to oprykkere der begge jagtede vigtige point.
FC Fredericia skulle hente point til overlevelseskampen og bygge videre på den flotte sejr over Brøndby IF, mens OB stadig har muligheden for at komme i top-6.
Opgøret blev indledt med et stort fyrværkerishow samt en masse pyroteknik fra udebanefansene.
Det var også sprudlende på banen, og allerede efter 12 minutter fik OB tilkendt et straffespark.
Jay-Roy Grot vendte på Frederik Rieper, som hev OB-angriberen ned.
Fiete Arp sparkede bolden sikkert ind i Fredericia-målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hjemmeholdet svarede igen bare fire minutter efter.
Et indlæg tæmmede Daniel Freyr Kristjansson ved feltkanten, og han kunne sparke bolden fladt i det lange hjørne.
Første halvleg fortsatte i højt tempo, hvilket resulterede i en del fejl. Fejl der førte til chancer.
Sådan en fik Oscar Buch efter en god halv time, hvor han sendte et godt skud mod det lange hjørne efter nogle gode driblinger, men Viljar Myhra i OB-målet afværgede.
Mod slutningen af halvlegen dumpede bolden ned for fødderne af Max Ejdum. Han kiggede op og så en næsten lige så fri Noah Ganaus, der havde fundet plads mellem midterforsvarer og back.
Tyskeren fik god tid og havde ingen problemer med at sende den forbi Mattias Lamhauge.
Dermed førte OB med 2-1 ved halvlegen.
Effektive OB
Der var sådan set gode muligheder til begge hold igennem hele kampen.
Anden halvleg begyndte med et lille Fredericia-pres, som forsøgte at bringe balance i regnskabet.
Det pres aftog dog efter ti minutters spil i anden halvleg, hvor OB fik mere kontrol igen.
Efter 63 minutter gav den kontrol udbytte.
Leeroy Owuso kom igennem på højresiden og fik plads til at bevæge sig ind i feltet.
Herfra kunne OB-backen sende en flad bold ind mod Noah Ganaus.
Angriberen fik ekspederet bolden ind - lignede det.
Men faktisk var det Fredericia-målmanden, som skubbede bolden ind på sin holdkammerat Adam Nygaard. Forsvarsspilleren endte utilsigtet med at prikke et selvmål ind.
Dermed var OB på 3-1.
Et resultat der sagtens kunne ændre sig i løbet af den resterende tid af anden halvleg. Flere chancer opstod.
Blandt andet til hjemmeholdet, da Viljar Myhra sløsede med bolden, men Fredericia formåede ikke at udnytte det.
Derfor endte det med en udesejr i de to oprykkeres sidste kamp i efterårssæsonen i Superligaen.
Dermed rykker OB op på en aktuel sjetteplads med 26 point, mens Fredericia forbliver på 11.-plads henover vinteren.
Hjemmeholdet kunne dermed ikke følge op på deres flotte sejr over Brøndby senest.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
OB
FC Fredericia
3F Superliga




































