Mens flere danske klubber fortsat er aktive på transfervinduets sidste dag, så kommer der ikke til at ske mere i OB.
Sådan lyder konklusionen fra OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström, der har haft en stille og rolig sidste dag i transfervinduet.
Tidligere på dagen præsenterede fynboerne ellers midtstopperen James Gomez, men det endte også med at blive dagens eneste handel.
For den svenske OB-boss er tilfreds med den spillertrup og det vindue, som klubben har haft, hvor man har hentet Yaya Bojang, Viljar Myhra og James Gomez, mens flere spillere er kommet tilbage fra lejeaftaler.
- Status er, at vi har fået seks spillere ind, hvis man tæller dem med, der er kommet tilbage, og så har vi sendt fire af sted. Og der kommer ikke til at ske mere.
- Jeg er tilfreds med vinduet, som det har forløbet, fordi vi har fået tilført spillere, som vi mener skal være en del af startopstillingen.
- Samtidig har vi sagt farvel til nogle af dem, der måske ikke var i spil på samme måde, i hvert fald ikke i efteråret, siger Wesström.
OB’s målsætning i efteråret handler udelukkende om overlevelse, og med de nyindkøb og spillere, der er vendt retur fra lejemål, er det mål realistisk, mener Wesström.
- Det er det, vi kæmper for, og det synes jeg (at truppen har kvalitet nok til, red.), lyder det.
Tre nyindkøb var fejlcastet
OB har også sagt farvel til Alen Mustafic, Tyler Burey, Sauli Väisanen og Mohamed Buya Turay, hvoraf de tre sidstnævnte blev hentet i sommer.
Wesström spillede selv en stor rolle i indkøbet af disse spillere, som ikke har slået igennem i klubben, og han erkender også selv, at det ikke var et match.
- Man kan vel godt sige, at de var fejlcastet, ja. Men vi havde også udlejede spillere i sidste vindue, som nu kommer tilbage, og som skal være en del af det. Men sådan er fodbold, afslutter fodbolddirektøren.
OB ligger aktuelt nummer ni i Superligaen, hvor de har tre point ned til Vejle under nedrykningsstregen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga

























