OB har gennem længere tid forhandlet med Rasmus Falk om en ny kontrakt, men i dag meldte offensivspilleren, at han ikke forlænger. Dermed er han senest til sommer fortid i Ådalen.
Sportsdirektør Jesper Hansen havde håbet på et andet udfald. Nu skal man tage stilling til, om man vil forsøge at skyde Falk af i januar.
- Vi har været igennem et langt forløb med Rasmus. Sidst i december gav vi ham et tilbud mere, og der vendte han tilbage og sagde, at han gerne ville se, hvordan vinduet spændte af. Så jeg havde en fornemmelse af, hvor det bar henad, siger Jesper Hansen til bold.dk.
Føler du, at I har I strakt jer langt for at beholde ham?
- Ja, det gør jeg i hvert fald, siger OB-chefen og fortsætter:
- Vi ville gerne have haft den her afklaring meget før, men det er godt at få det afklaret.
Vil I forsøge at sælge Rasmus Falk i januar?
- Nu vil vi tage en snak med Rasmus og få hans ord på det også. Der har været rigtig, rigtig meget interesse for Rasmus Falk. Men vi har en kontrakt, der gælder til 30/6, og det må vi forholde os til og snakke med Rasmus omkring. Og det er en intern snak, siger Jesper Hansen.
24-årige Rasmus Falk har spillet 133 Superliga-kampe for OB og lavet 20 mål siden debuten i maj 2010.
kristian@bold.dk



OB
3F Superliga



























