Alexander Juel Andersen forlod i sommer Vendsyssel FF til fordel for en lejeaftale i OB. Den lejeaftale er nu udløbet, men OB har valgt at gøre brug af deres købsoption. Det erfarer bold.dk.
Den 28-årige forsvarer får, ifølge bold.dk's oplysninger, kontrakt frem til sommeren 2022.
Alexander Juel Andersen fortalte da også til bold.dk i december, at han håbede på en permanent aftale med OB, hvor han nåede at få 13 kampe i efteråret i henholdsvis 3F Superligaen og Sydbank Pokalen.
- Jeg vil gerne blive. Det har jeg sagt helt fra starten af. Men det afhang selvfølgelig også meget af, hvor meget spilletid jeg ville få, og jeg har fået rigtigt meget spilletid.
- En professionel spiller som mig vil nok altid mene, at jeg skulle have haft et par kampe mere i startopstillingen, men i det store hele kunne det nærmest ikke være gået bedre med hensyn til spilletid, lød det fra Alexander Juel Andersen.
OB har været særdeles aktive i dette transfervindue. De har således sikret sig Mart Lieder fra SønderjyskE og Emmanuel Sabbi fra Hobro, ligesom de har solgt Ramon Leeuwin til AZ Alkmaar.


OB
3F Superliga


































