

359 dage.
Endelig fik de fynske fodboldfans en frisk sejr i erindringen, da OB i sæsonens allersidste forsøg fik den forløsende hjemmesejr.
Randers blev sendt hjem med 2-0 efter en flot indsats af Søren Kroghs mandskab, som dermed vandt for første gang siden 26. maj 2023, hvor Horsens blev besejret med 2-1.
Ikke bare var sejren vigtig for ikke at gå gennem en hel sæson uden en eneste hjemmesejr, hvilket størstedelen af de 12.164 fremmødte uden tvivl åndede lettet op over.
Det var også den anden på stribe, og nu kan OB atter dufte overlevelse.
De tre point betyder nemlig, at OB med en bedre målscore kravler over Lyngby, som først spiller mandag hjemme mod Viborg.
Randers derimod mistede et vigtigt skridt i jagten på syvendepladsen, og kronjyderne tænder nok også for Lyngby-Viborg mandag.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her kan Viborg nemlig overhale med en sejr efter Randers’ sløje præstation i Odense.
Festlig fynsk første halvleg
En underholdende begyndelse på Nature Energy Park bød på en masse halve forsøg, men da stadionuret rundede ti minutter fik OB kampens første store mulighed.
Med et fint indlæg fandt Leeroy Owusu angriber Luca Kjerrumgaard, som fra kort afstand headede over Randers-målet.
Midtvejs i første halvleg var Randers farlige af et par omgange, men norske Viljar Myhra i OB-målet afviste først Mohammed Fuseini og efterfølgende landsmanden Simen Nordli med et par fine redninger.
OB var dog stærkest, og efter en lille halv time fik gambianske Alasana Manneh Nature Energy Park til at bryde ud i jubel.
En god afslutning af Luca Kjerrumgaard havde udløst et hjørnespark, som i første omgang blev headet væk af Randers-forsvaret.
Bolden nåede kun at hoppe en enkelt gang, inden Manneh svang venstrebenet og halvflugtede 1-0-målet i kassen via stolpen.
Det gav OB mere energi, som få minutter senere var tæt på en fordobling, men heller ikke her havde Kjerrumgaard held med sin afslutning, mens Patrik Carlgren diskede op med en fin redning.
Øjeblikke senere kunne Randers så atter takke den svenske sidste skanse, som igen reddede gæsterne, da OB’s Loucius Don Deedson forsøgte sig med hovedet.
Mod pausen var OB trods dominansen alligevel ved at indkassere, da Randers på to hjørnespark i rap var lige ved at få en udligning i kassen.
Formstærk fynbo fuldendte forløsning
En tempofyldt første halvleg blev efterfulgt af en knap så festlig start efter pausen.
Niveauet var dalende, men det var til OB’s fordel, da Randers ikke blev farlige.
Med en god time spillet slog de unge OB-drenge Max Ejdum og Luca Kjerrumgaard så til.
Ejdum fandt efter en fin aktion Kjerrumgaard inde foran mål, som sendte bolden gennem Patrik Carlgrens ben.
Dermed har det fynske angrebshåb nu scoret fire Superliga-kampe i træk, men i denne situation burde han sende en stor tak afsted mod Randers’ målmand, som på ingen måde så god ud i situationen.
Randers skulle herefter på jagt efter to mål, hvis de ville have point med hjem til det jyske igen.
Trods øget boldbesiddelse lykkedes de kun at blive farlige ad få omgange, men helt tæt på ville være synd at sige, at Rasmus Bertelsens tropper var.
2-0 vandt OB dermed, og for første gang i sæsonen kunne de udover en plads over stregen også juble på Nature Energy Park over at have vundet to gange i træk.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
Randers FC
3F Superliga




























