2. Division -Odder-midt håber på mere hype om klubben
Foto: Odder IGF
2018-12-12 18:52:02
Foto: Odder IGF

Odder-midt håber på mere hype om klubben

Midtbanespiller Lasse Tougaard Andersen kunne godt tænke sig, at der var mere hype omkring klubben - men han erkender, at det kræver bedre spil inde på banen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Odder har været i 2. division i alle sæsoner siden 2013/2014-sæsonen, men klubben har aldrig for alvor blandet sig, hvor det er sjovt.

I stedet er klubben som regel endt med at kæmpe for livet, eller også har den indtaget en position midt i feltet.

Det er samtidig ikke en klub, der råber højt og gør voldsomt meget opmærksom på sig selv. Det eneste, klubben sådan for alvor har været kendt for i de senere år, er at have fusket med kørepenge til spillere og trænere - ikke synderligt flatterende.

Midtbanespiller Lasse Tougaard Andersen har været i klubben i et par sæsoner, og han kunne godt tænke sig, at der var lidt mere opmærksomhed på klubben.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det ville være rart at få nogle flere tilskuere på Odder Stadion - og generelt bare en større hype om holdet, siger Tougaard til bold.dk.

- Jeg ved godt, det er svært, når vi ikke selv sørger for at præstere optimalt, så vi skal selvfølgelig også være med til at ændre på det.

- Der er rigtig mange andre klubber, som gør det rigtig godt i forhold til at få skabt noget snak om deres klub, så det kunne da være fedt, hvis det også skete her, siger Lasse Tougaard.

Midtbanespilleren hæfter sig ved, at klubben efter efterårssæsonen har været hurtig til at præsentere en ny træner samt et par nye profiler til holdet.

- Det kan sagtens være, at det hjælper, at klubben allerede tidligt henter nogle spillere og i højere grad reklamerer for det ved at melde det ud. Det kan godt være, det skaber lidt hype, siger Tougaard.

Den nye træner er Michele Demontis, der kommer til fra VSK Aarhus.

- Jeg kender ham ikke så godt - udover at have spillet mod VSK Aarhus. Jeg har hørt mange positive ting om ham. Han er en frisk, ung træner, som gerne vil skabe en god træningskultur, hvor der bliver arbejdet med høj intensitet, siger Tougaard.

- Da jeg fik nyheden, var jeg lidt overrasket - men jeg ved ikke hvorfor. Jeg havde måske regnet med noget andet, men det er ikke nødvendigvis negativt. Jeg har hørt, at han er en fin fyr, som vil spillerne det bedste - så jeg glæder mig bare til at komme i gang, siger Tougaard.

Odder har hentet to spillere i VSK Aarhus, Morten Andersen og Jonas Spornberger, mens Nichlas Ørbæk Knudsen er kommet til fra Kolding IF.

- Det er virkelig spændende. Det er umiddelbart nogle rigtig dygtige spillere, der er kommet til, så det lover godt. Der har også været brug for at skabe noget mere tyngde og bredde i truppen, siger Tougaard.

- Vi har været ramt en del af skader, og så skader det jo aldrig at få spillere, som har prøvet 2. division, og som har bevist, at de har kvalitet til at begå sig på det her niveau. Det er et kæmpe plus, og det er spændende at se, hvad det kan føre til, siger Lasse Tougaard.

Odder overvintrer på 10. pladsen i 2. divisions gruppe 1.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce