

Östersund har imponeret vildt i Europa League i denne sæson. Den lille svenske klub sikrede sig torsdag avancement fra gruppespillet, da Zorya Luhansk blev nedlagt med 2-0.
Og nu drømmer de store drømme i den svenske klub.
- Vi har lige så store chancer som et hvilket som helst andet hold. Vi har spillet os i sekstendedelsfinalen, og vi er der ikke for at spille uafgjort - vi er der for at vinde, siger klubbens formand, Daniel Kindberg, til fotbollskanalen.se.
- Konsekvensen, når man vinder kampene, er, at man til slut står i Lyon i midten af maj. Vi skal drømme om det som alle andre, og vi skal tro på os selv, siger Daniel Kindberg.
Forsvarsspiller Tom Pettersson er enig med sin formand. Han ser heller ingen grund til at begynde at snakke om endestation i sekstendedelsfinalen.
- Det har vi aldrig gjort. Jeg ser ingen endestation. Det er unødvendigt at fastsætte en grænse for, hvor langt vi kan nå. Vi tager én modstander ad gangen, siger Tom Pettersson.
Östersund kan stadig nå at smide førstepladsen i gruppen til Athletic Bilbao, hvis det ikke bliver til sejr over Hertha Berlin i sidste runde.


Östersunds FK
Europa League































