Der er dækket op til VM-fest i Parken tirsdag aften, og den er Østrig kommet for at udskyde.
Det fortalte landstræner Franco Foda på mandagens pressemøde, og han mener især, at Danmark kan straffes på kanterne, hvor Joakim Mæhle og Daniel Wass ofte går meget langt frem.
- Vi har analyseret dem, og det har meget drejet sig om, hvad vi skulle gøre, når vi er i boldbesiddelse. Når vi har erobret bolden igen, ved vi, at de står højt med deres backs, så vi håber, at vi måske kan knække dem ud på siderne, siger Franco Foda.
Han håber inderligt på, at Østrig kan komme foran i Parken.
- Det har meget at gøre med, hvem der får scoret det første mål. Det taktiske er vigtigt, men det er også vigtigt, at man får scoret det første mål i sådanne kampe, hvor det kan være rimelig jævnbyrdigt, siger landstræneren.
Om Danmark sikrer sig VM-billetten med en sejr, eller om østrigerne spolerer festen, afgøres fra klokken 20.45.


VM
Østrig

























