Superligaens topscorer rykker til Belgien, hvor han skal tørne ud for Genk. FC Nordsjælland bekræfter, at de har solgt Marcus Ingvartsen til den belgiske klub.
Marcus Ingvartsen har fået en kontrakt til sommeren 2021 i Genk, bekræfter den belgiske klub.
- Det er selvfølgelig en speciel dag, hvor vi er ærgerlige over at sige farvel til vores
topscorer og et godt menneske, men vi er samtidig glade og stolte over, at vi sammen med Marcus kan opfylde hans ønske om et skifte til udlandet, som samtidig sikrer os en god transfersum. Vi har haft fokus på at finde den rette hylde til Marcus, og vi tror på at dette vil være et passende næste skridt for ham, siger Carsten V. Jensen til FCN’s hjemmeside om skiftet.
- Marcus har givet vores klub og miljø rigtig meget fordi han er en spiller der sætter en høj standard for hvad der er normalen omkring en arbejdsindsats for at kunne indfri sine målsætninger. Vi vil i mange år kunne referere til hans eksempel med at kunne forberede sig bedst muligt til fremtiden ved at træne rigtigt, og have tålmodighed til at tro på, at man er i den rette klub der kan udvikle en til det næste skridt.
Marcus Ingvartsen blev i sidste sæson topscorer i Superligaen med 23 kasser.


FC Nordsjælland
Genk





















