Philip Billing er på plads i FC Midtjylland.
Midtjyderne bekræfter tirsdag, at den 29-årige midtbanespiller skifter hjem til Superligaen fra Bournemouth og har sat sin underskrift på en femårig aftale.
- Det er fantastisk endelig at have fået på plads – længe ventet. Jeg er stolt af at kunne kalde mig FC Midtjylland-spiller, og jeg er glad for at være tilbage i Danmark, siger Billing i en pressemeddelelse.
- Jeg kommer til et ungt fantastisk hold, der har en masse godt kørende. Jeg glæder mig til det ansvar, der venter mig – og jeg tror, vi kan nå rigtig langt. Det er derfor, jeg er her.
Philip Billing står noteret for 152 Premier League-kampe, 112 optrædener i Championship samt 10 styk i Serie A, og det er derfor en god sjat rutine, der bliver tilført FC Midtjyllands trup.
- Jeg kommer med en masse erfaring i bagagen – og det skal jeg bruge nu. Her er nogle rigtig dygtige spillere, og jeg vil prøve at hjælpe dem, alt jeg kan, både på og udenfor banen.
- Som ung har jeg selv haft holdkammerater, der betød meget for mig – blandt andet Jonas Lössl – der med sin erfaring har hjulpet mig en hel masse, siger Billing.
Philip Billing har desuden spillet fem A-landskampe for Danmark - senest i 2023.
FCM betaler ifølge Bolds oplysninger lidt mere end fem mio. euro, ca. 37 mio. kr., plus bonusser for den danske midtbaneprofil og giver ham et stykke under to mio. kr. om måneden.
FC Midtjylland holder klokken 15.00 pressemøde, hvor Billing vil sætte ord på skiftet. Bold er naturligvis også til stede til pressemødet.
Som Bold løbende har afdækket, har FC København også været med i kampen om danskerens underskrift.
Så sent som fredag var begge klubber i konkret dialog med Billing og hans bagland, men midtjyderne gik til sidst all in, mens FCK's sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, endte med at trække sig, da tallene kom på forhandlingsbordet.

VM Morgenbriefing: Kane redder England - Belgien leverer vildt comeback
Hattrick | Afsnit 131Harry Kane reddede endnu en gang England, da han vendte 0-1 til 2-1 mod DR Congo, mens Belgien leverede et af VM's vildeste comebacks og vendte 0-2 til 3-2 mod Senegal efter forlænget spilletid.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga




































