Ivica Olic er kendt for sit arbejdsraseri, som ikke har aftaget med alderen. Hamburger SV-spilleren har rundet de 35, men han pønser ikke på at stille støvlerne på hylden lige foreløbig.
- Jeg har altid passet på min krop. Derfor har jeg færre problemer end andre. Jeg vil ikke sætte mig noget mål om, hvor længe jeg vil fortsætte. Jeg tager det år for år. Denne sæson vil jeg levere en superpræstation på højeste niveau, siger Olic til Bild og fortsætter:
- Jeg er sulten. Jeg vil vinde og lave mål. Jeg vil stadig forbedre mig som 35-årig. Jeg vil vise, at alder ikke er nogen hindring.
Én ting nager dog Olic. Han har ikke meget lyst til at spille på kanten, som han gjorde i foråret i HSV.
- I foråret ville jeg have spillet målmand. Jeg ville bare sørge for, at vi reddede os. Men jeg har spillet angriber hele min karriere. Jeg er ikke venstre kant, jeg er angriber. Jeg skal ind i boksen. Det ved træneren, det har jeg snakket med ham om, siger Olic.
Olic har kontrakt med HSV et år endnu.


Hamburger SV
Bundesliga






























