Det kan være en hård fornøjelse at være fodboldspiller. Det kan Patrick Mortensen skrive under på. Den tidligere Lyngby-bomber har ved flere lejligheder fået nogle grimme slag i hovedet, og det tager han nu konsekvensen af.
Angriberen har besluttet sig for at spille med hjelm, når han skal tørne ud for Sarpsborg i den bedste norske række.
- Jeg har fået to slemme og en mindre slem hjernerystelse i det seneste halvandet års tid, så det er for at tage mine forholdsregler. Jeg startede op efter ferien uden, og det gik helt fint. Men så var vi ude i intervalspil til træning, og der fik jeg et knæ i nakken. Jeg blev lammet i begge arme, så der fik jeg virkelig en forskrækkelse, siger Patrick Mortensen til bold.dk og fortsætter:
- Jeg troede, at det var endnu en hjernerystelse. Jeg havde knaldende hovedpine i to dage, men det gik heldigvis over, og jeg har det fint i dag. Det er et tegn fra gud om, at jeg skal begynde at bruge hjelm.
Mortensen har tænkt sig fast at spille med hjelm, sådan som man har set eksempelvis Morten Karlsen og Petr Cech gøre.
- Ja. Det ville være åndssvagt at spille med den et stykke tid og så smide den igen. Så er det egentlig lige meget. Jeg har ikke lyst til at gamble med mit helbred og især ikke med mit hoved. Jeg ved, hvordan det er at være igennem en hjernerystelse, og det er bestemt ikke sjovt. Det er ikke noget, jeg håber for min værste fjende. Så det planen, at jeg skal spille med den fremover.
- Den kan godt være lidt irriterende, men det må forhåbentlig være en tilvænningssag, siger Patrick Mortensen.
Mortensen understreger, at han er i fuld vigør og tørster efter debut, når Sarpsborg på søndag spiller bundgyser mod Mjøndalen.
kristian@bold.dk


Sarpsborg 08
Norge Eliteserien





















