2024-12-09 07:00:00

Per Nielsen fik ny aftale: 14 dage efter ville træneren af med ham

I niende afsnit af Bolds julekalender fortæller Brøndby-legenden Per Nielsen om den bedste og værste træner og om den bedste og værste kamp, han har været med i.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - anden kvartfinale

FT

BIF

4 - 2

AGF

December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.

Temaet for årets julekalender er i år bedst og værst, og bag låge nummer ni finder vi Per Nielsen.

Den 51-årige Brøndby-legende, der nåde hele 547 kampe for klubben, blev kun overgået af Bjarne Jensen. Han fik blot ni kampe flere – 556 kampe.

Brøndby har i sandhed været Per Nielsens liv. Han blev meldt ind som femårig og stoppede reelt først i sommer, da han blev fyret efter mere end ni år som træner for klubbens bedste kvindehold. Mere end 43 år kan han se tilbage på i Brøndby.
Den lange periode blev kun afbrudt af en afstikker på tre år, hvor han var træner i Hvidovre.

Efter fyringen i Brøndby i sommer er Per Nielsen ved at finde ud af, hvad der nu skal ske med fremtiden.

- Jeg er meget åben for det meste. Det kan både være i og uden for fodboldens verden, siger 51-årige Per Nielsen.

Laudrup største inspiration
Hvem har i grunden været din bedste træner?

- Her vil jeg nævne både Ebbe Skovdahl og Michael Laudrup, der fik stor betydning for mig på flere måder.

- Det var Ebbe, der gav mig chancen i 1993. Da Marc Rieper blev solgt, fik jeg chancen fra foråret 1995. Jeg husker, vi spillede en træningskamp mod Blackburn, hvor jeg havde godt styr på Chris Sutton. Han var et stort navn på det tidspunkt. Det bekræftede mig lige som i, at jeg var helt klar til Superligaen.

- Tiden under Skovdahl var fantastisk, fordi vi også vandt tre mesterskaber. Alle var i en forrygende form, fordi vi spillede massivt presfodbold.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Per Nielsen fik ny aftale: 14 dage efter ville træneren af med ham
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

- Med Michael Laudrup som træner (i perioden 2002-2006) spillede vi det bedste i min tid i klubben. Det var i hvert fald den form for fodbold, hvor jeg blev mest inspireret.

- Det var også i den periode, hvor jeg debuterede på landsholdet. På den måde kulminerede min karriere de år med Michael som træner, selv om vi kun vandt ét mesterskab i perioden.

Hvem har så været den værste træner?

- Jeg har faktisk haft det godt med alle mine trænere, men der skete noget mærkeligt med René Meulensteen, da han var i klubben i efteråret 2006.

- Jeg forlængede min sidste aftale, da han var træner, selv om jeg havde et tilbud fra Rosenborg. Det var faktisk på direkte opfordring fra Meulensteen, jeg forlængede min aftale med Brøndby.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

- 14 dage efter jeg havde forlænget aftalen, ville han så af med mig, Thomas Rasmussen og Thomas Rytter. Det var godt nok lidt mærkeligt.

- Han havde trænet Manchester Uniteds reserver, men det virkede slet ikke til, han var helt klar til et cheftrænerjob i Superligaen.

Hvem har været din bedste modstander?

- Det må være Andy Cole og Dwight Yorke, da vi mødte Manchester United i Champions League i 1998. Hold da op, hvor var de svære at styre. De spillede også i et tempo vi slet ikke kunne følge med i.

- Hvis jeg skal pege på en fra Superligaen, må det være Marcus Allbäck. Han var klart den sværeste at spille overfor.

Hvem har været den værste?

- Jeg kunne bedst lide at møde de store, stærke angribere frem for de små.

- Jeg havde mange drabelige dueller mod Peter Møller. De dueller kunne jeg godt lide. Der skete altid noget.

- Til gengæld var det lidt irriterende, når vi mødte Viborg. For Steffen Højer scorede næsten altid mod os.

Kæmpestort på Anfield
Hvad har været din bedste kamp:

- Det er svært at komme uden om 5-0 sejren over FCK 16. maj 2005.

- Den sejr vil for altid stå stærkt i hukommelsen, fordi det både var kulminationen på en fantastisk sæson, hvor vi vandt mesterskabet, samt ikke mindst fik en sejr over de nærmeste rivaler.

- Men vi kan heller ikke komme uden om triumfen på Anfield. 1-0 sejren over Liverpool i UEFA Cupen var stort. Det var helt enestående vi kunne vinde den kamp. Ingen forventede vi gik videre. Liverpool var og er en kæmpe klub.

- Jeg kommer aldrig til at glemme, hvad der skete, da kampen var slut. Deres fans klappede os fra banen, efter vi havde vundet.

Hvad har så været din værste kamp?

- Det er der slet ingen tvivl om var en kamp mod Lyngby 5. maj 1996, hvor vi tabte 1-2. Jeg kostede begge mål, som David Nielsen i øvrigt scorede. Kort efter blev han solgt til Düsseldorf.

- Ugen efter gik vi til AGF, spillede 3-3 i en kamp, hvor Mogens Krogh udlignede og dermed sikrede vi os mesterskabet. Så store kontraster er der af og til i fodbold.

Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix.

Hvad har været dit bedste mål?

- Jeg scorede et særligt mål mod Esbjerg med hælen.

- Vi havde et frispark hvor Martin Retov spillede Thomas Rytter, der spillede bolden ind foran mål, hvor jeg så stod og scorede med hælen.

- Af de mål jeg har scoret, har faktisk kun ét været uden for feltet. Alle andre er scoret inde i feltet.

Scoring fik enorm betydning
Hvad vil du betegne som dit værste mål?

- Det var ikke ét jeg scorede, men jeg vil betegne den scoring vi fik imod os mod Widzew Lodz som det klart værste mål.

- I 1996 spillede vi Champions League kvalifikation mod Widzew Lodz. Vi havde tabt 1-2 på udebane, som ikke var et dårligt resultat.

- Vi førte 3-1 i hjemmekampe, var i Champions League-gruppespillet, indtil de fik en omstilling i det 89. minut, hvor de scorede.

- Det mål betød, at de gik videre på reglen om flest udebanemål. Det gjorde virkelig ondt.

- Det var ubetinget det værste mål, jeg har oplevet vi har fået imod os nogensinde. En frygtelig nedtur.

Hvad har været din bedste kontrakt?

- Min første fuldtidskontrakt, jeg indgik med Brøndby. Jeg var udlært som snedker i 1994 og gik direkte over på en fuldtidskontrakt. Det var kæmpestort for mig at nå den milepæl at få en professionel kontrakt.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hvad har så været din værste kontrakt?

- Det var jo sådan dengang, at jeg ikke havde en agent. Jeg satte mig altid ned med Per Bjerregaard og lavede en aftale. Min sidste kontrakt lavede jeg dog med Anders Bjerregaard, der var sportsdirektør dengang.

- Jeg føler ikke, jeg har lavet en kontrakt, jeg ikke har været tilfreds med.

Det er december, så det skal også handle lidt om jul. Hvad har været din bedste julegave?

- Det må ubetinget være 3. december 1996, da vi vandt 5-0 på udebane mod Karlsruhe i UEFA Cupen.

- Vi havde tabt hjemmekampen 1-3 og var dømt ude, men den præstation, vi leverede i Karlsruhe, var enestående.

- Lige de dage var virkelig en stor tid for mig, fordi jeg ugen forinden var blevet far til min første datter, Caroline.

Hvad har så været din værste julegave?

- Jeg er jo den type, der er glad for de gaver, jeg får. Jeg er efterhånden kommet op i den alder, hvor jeg er glad for at få sokker og bløde pakker.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - anden kvartfinale

FT

BIF

4 - 2

AGF

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce