Det danske kvindelandshold kæmper for at kvalificere sig til EM 2025.
Men allerede nu er DBU begyndt at se fremad mod VM 2027 og OL 2028, da man har lavet et nyt tiltag.
Mariann Gajhede Knudsen er blevet ansat som projektleder i DBU, hvor hun skal optimere mulighederne for dansk succes.
Det meddeler DBU i en pressemeddelelse, hvor fodbolddirektør Peter Møller jubler.
- Vi arbejder hele tiden på at styrke setuppet omkring Kvindelandsholdet, og det her er endnu et positivt skridt.
- Med projektet skal vi øge kvaliteten af vores bedste spillere på og omkring Kvindelandsholdet, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige på højeste, internationale niveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er rigtig glad for, at Mariann kommer til at stå i spidsen for det vigtige stykke arbejde de næste tre år, så vi kan komme endnu tættere på at realisere drømmen om at vinde pokalen til de store mesterskaber.
Men hvad er det helt nøjagtigt, som Mariann Gajhede Knudsen skal lave?
DBU skriver, at hun kommer til at have direkte kontakt til en gruppe af potentielle A-landsholdsspillere, der ud fra position og potentiale er udvalgt til projektet.
- Hun vil være en ekstra support for spillerne og vil i samarbejde med deres klubber hjælpe spillerne med at sikre de optimale rammer og udviklingsmuligheder i hverdagen, lyder det fra DBU.
39-årige Mariann Gajhede Knudsen har selv en landsholdskarriere bag sig, hvor hun nåede 107 kampe i rødt og hvidt.

Foto: Nir Elias/Reuters/Ritzau Scanpix.
Aftalen med DBU er kun en deltidsstilling frem til sommeren 2028.

Danmark (k)




























