Brasilianske Lucas Piazon kom i sommeren 2011 til Chelsea som et stort talent, der dog havde brug for spilletid andetsteds først.
Som 25-årig har Piazon spillet tre førsteholdskampe for Chelsea, og han har netop taget hul på sit syvende lejeophold - to sæsoner hos portugisiske Rio Ave.
Han forlængede samtidigt med Chelsea, så han stadig har et år tilbage med London-klubben efter de to sæsoner, men han regner langt fra med at skulle tilbage til Chelsea.
- Min tid i Chelsea er allerede ovre. Jeg er 25 år, og jeg har været på lån adskillige gange. Jeg har været i Chelsea siden 2011, og jeg har været på låneaftaler over stort set hele Europa
- Jeg er træt af at spille det ene og det andet sted. Jeg har brug for et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg ønsker, at jeg i juli skal tilbage til det samme sted og samme hus, siger Piazon til A Bola.
Piazon understreger i interviewet, at han selv har sagt ja til alt, og derfor er han selv medskyldig i sin skæbne.
Han bemærker også, at han for tre år siden også brokkede sig over de mange lejeophold, hvilket ikke faldt i god jord hos Chelsea.
Piazon har været forbi Spanien, Holland, Tyskland, Italien og nu Portugal i sin Chelsea-tid.


Chelsea
Rio Ave
Premier League
Primeira Liga





























