Der er dømt et stort skandinavisk fodboldbrag mellem FC København og Malmö FF i kvalifikationen til Champions League.
Kampen fløjtes i gang klokken 19:00 i Parken, men allerede nu er en stor del af Malmö-fans samlet ved Old Irish på Rådhuspladsen.
Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jakob Hansen, giver status på, hvordan optakten til kampen indtil videre har været.
- Vi har haft politimæssig indsats det meste af dagen, for at ligesom at finde ud af, hvad kommer der af fans, hvor de forsamles hen. På et eller andet tidspunkt skal de i samlet flok til Parken, det er i hvert fald hensigten.
- Og så er vi til stede rundt i bybilledet, hvor vi holder vi øje med hjmmebanefansene, og hvor de er henne. Vores primære opgave er at sørge for, at fangrupperingerne så vidt muligt holdes adskilt, så vi ikke giver dem en oplagt mulighed for at indlede sig i uroligheder, siger Jakob Hansen til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han fortæller, at der er skærpet fanzone op til kampen.
Det drejer sig konkret om området afgrænset af Trianglen, Blegdamsvej, Frederik V’s Vej, Edel Sauntes Allé, Nørre Allé, Lyngbyvej, Australiensvej, Sankt Kjelds Gade, Jagtvej og Østerbrogade.
Derudover bliver de svenske fans tilbageholdt på stadion en time efter kampen.
- Vores ønskescenarie er at indgå dialog med fans fra begge sider, så vi kan give dem god vejledning, hvor de skal gå hen, og hvordan de skal forholde sig. Vi er optimistiske på, at vores indsats, som vi har forberedt, er virksom. Ellers handler vi ud fra virkeligheden, det er sådan, vi gør, fortæller viceinspektøren.
Første kamp endte 0-0 mellem de to nordiske hold.


FC København
Malmö FF
CL-kval




































