Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet, og det markerer vi med en rundspørge.
Her forholder ni politikere sig til en række spørgsmål om forskellige fodboldrelaterede emner.
Nu handler det om VAR og de danske dommere.

Morten Bødskov, Socialdemokratiet
Hvem holder du med?
- Siden 1982 har jeg holdt med Brøndby.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Jeg vil fremhæve Superligaens mest talentfulde lige nu, og det er helt klart Jacob Ambæk.
- Han er enorm talentfuld og dygtig til at positionere sig på banen. Med det talent han har, tror jeg ikke, at Brøndby får lov at beholde ham særlig længe.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- VAR skal ud af fodbold. Jeg synes, det tager toppen af intensiteten i fodboldkampene. Jeg synes ikke VAR har været et godt bidrag for fodbolden. Der er alt for mange spilafbrydelser, siger Morten Bødskov.

Morten Dahlin, Venstre
Hvem holder du med?
- Jeg har altid holdt med Brøndby. Der er ingen speciel historie, der gør det, for det har jeg bare altid gjort. Jeg hedder Morten, fordi det valgte mine forældre, og jeg holder med Brøndby, fordi det valgte min far.
- Det er et livslangt forhold til Brøndby, hvor jeg også har sæsonkort. Jeg må indrømme, at det sgu er lidt hårdt at se på lige nu, men det er selvfølgelig i medgang og modgang.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Det er desværre ikke én fra Brøndby. Han er vel skadet lige nu, men ser man over sæsonen, har Franculino vist det højeste topniveau.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg er ikke særlig begejstret for VAR. I virkeligheden tror jeg, at det er en utopisk tanke at tro, at man kan skabe et totalt retfærdigt system. Hvis VAR skulle have virket, skulle vi jo diskutere dommerkendelser mindre i dag, end vi gjorde før, men det er ikke tilfældet – nærmest modsat.
- Jeg er egentlig stor tilhænger af ny teknologi, og sådan noget som goal line-technology giver super god mening, for der kan du træffe en objektiv beslutning. Var bolden inde over stregen eller ej?
- Men vi bruger for lang tid på at diskutere dommerkendelser, og i stedet for at diskutere, om dommeren dømte rigtigt eller forkert, så diskuterer vi nu, hvorfor VAR greb ind der, men ikke i et tilsvarende tilfælde. Jeg er ikke vanvittigt imponeret, siger Morten Dahlin.

Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne
Hvem holder du med, og hvem er Superligaens bedste spiller?
- Jeg er Arsenal-fan, og så er jeg GF’er, og det har jeg været lige fra barnsben. Min bror og jeg voksede op i Brabrand, og vi har rigtig mange gode minder med byens hold.
- Det har været i med- og modgang og bogstaveligt talt op- og nedture. Lige nu er det jo en fryd at se De Hviie fra Fredensvang.
- Fra Links til Hansen, Dalsgaard til Arnstad. Sidstnævnte er i mine øjne Superligaens bedste i denne sæson.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg er tilhænger af korrekte kendelser, men jeg synes, at vurderingerne ved VAR alt for ofte tager alt for lang tid. Det tager charmen fra spillet. I øvrigt er jeg stor tilhænger af VAR, nærmere bestemt ansigtsgenkendelse, uden for stadion, som man for eksempel har gjort det i Brøndby. I Danmarksdemokraterne vil vi også have ansigtsgenkendelse i ghettoerne. Det har ikke noget med fodbold at gøre, men budskabet er klart: Vi skal slå ned på bøllerne, siger Peter Skaarup.

Sigurd Agersnap, SF
Hvem holder du med?
- Jeg holder med Lyngby. Jeg har selv spillet i Lyngby og kommet med min far på stadion som knægt, så det er nostalgi for mig.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Vallys. Det er jeg jo nødt til at sige. Vi spillede sammen i de første år af hans seniorkarriere i Skjold. Dengang var han også god.
- Men mit tydeligste minde er efter en kamp, hvor vi sikrede os oprykning på Bornholm, og hvor han også var god på busturen efter.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg har det dobbelt med VAR. Det tager noget af den umiddelbare glæde, og mange af tjekkene tager for lang tid. Og så har jeg flere gange været rasende over fortolkningen af hands-regler.
- Men jeg tror, at det kan komme et bedre sted hen. For eksempel med indførslen af semiautomatisk offside, som gør, at vi diskuterer dommerne noget mindre.
Niveauet hos Superliga-dommerne?
- Det har jeg ikke en finger at sætte på. Når Lyngby taber, er det altid dommerens skyld, og når Lyngby vinder, er det altid spillernes skyld. Dommerne gør det fint, siger Sigurd Agersnap.

Mohammad Rona, Moderaterne
Hvem holder du med, og hvem er Superligaens bedste spiller?
- Nu er AaB jo rykket ned, så det er lidt irriterende. Jeg bor i Aalborg, men altså hvem, der er Superligaens bedste spiller, det er et godt spørgsmål.
- Jeg synes, Pentz gør det godt for Brøndby, altså målmanden. Jeg synes Vallys er røget lidt fra i Brøndby. Det skal lige siges, at jeg er vokset op på den københavnske Vestegn, så jeg kan godt lide Brøndby, men det er ikke noget, man siger højt i det nordjyske - på nogen som helst måde.
- Jeg ser også AaB kampe i dag, især fordi mine børn er født her i Aalborg, og jeg bor i Aalborg, så det er meget naturligt, at vi følger med i, hvad der sker i AaB. Men Pentz tænker jeg, hvis jeg skal vælge en.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg synes, at VAR i starten var noget juks, men jeg har lært at leve med det. Det tror jeg er en pæn måde at sige det på, jeg brokker mig ikke over det den dag i dag, det er blevet en del af sporten. Jeg synes ikke, at niveauet hos dommerne er særlig godt. Jeg ved ikke, hvordan man kan gøre det bedre. Jeg har faktisk selv talt med Jens Rohde om det, som formand for dommerforeningen. Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvad der skal til, fordi jeg synes sgu, at de laver for mange fejl, jeg er ikke imponeret, siger Mohammad Rona.

Lise Bertelsen, Konservative
Hvem holder du med?
- Jeg holder med Viborg. Jeg bor i byen og har altid holdt med Viborg. Derudover er jeg medlem af Kløverfonden, der er Viborg FF’s velgørende organisation.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Her vil jeg vælge vores egen Thomas Jørgensen, som er virkelig god, men jeg vil i den forbindelse også nævne Jeppe Grønning.
- Jeg synes, han er indbegrebet af ordentlighed, samtidig med han har et stort Viborg-hjerte.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- VAR er godt, når det er til fordel for mit hold, siger Lise Bertelsen med et smil.

Pelle Dragsted, Enhedslisten
Hvem holder du med?
- Jeg er kæmpe Brønshøj-fan, så det er ude på Tingbjerg, at jeg ser det meste fodbold live. Der er jeg tit med både venner og familie.
- Internationalt har jeg været Barcelona-fan i mange, mange år og har været til flere kampe på Camp Nou. Det handler både om kærligheden til måden, de spiller fodbold på, men det er jo også en klub, som er 100 procent fanejet.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Du får et lidt socialistisk svar her, for der er jo masser af gode spillere, men fodbold er jo en holdsport. Du kan godt have en super god back, men hvis målmanden er totalt ringe, så kommer du ikke så langt. Jeg vil ikke udpege en bestemt spiller.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Åh, det er jo en hvepserede. Man kan jo se fordele og ulemper, men jeg hører nok til dem, der synes, at VAR ødelægger noget af charmen. Jeg plejer at se divisionsfodbold, hvor der ikke er VAR, og jeg kan godt lide, at når bolden er inde i nettet, så jubler vi. Jeg tror, vi skal ud af det igen, siger Pelle Dragsted.
Allan Feldt, Dansk Folkeparti
Hvem holder du med?
- FC København.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Suzuki er min favorit lige nu. Elegant og rolig samt flittig. "rydder op efter sig selv”. Jeg ved godt, der er mange andre, men jeg er jo FCK’er og har været det, siden Karsten Aabrink fik mig ind som sponsor.
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg kan godt lide VAR og finder dommerne gode. Kan især godt lide Redder, siger Allan Feldt.

Thomas Rohden, Radikale
Hvem holder du med?
- Jeg holder med FCK og er meget glad for mit sæsonkort til Sektion 12, som giver mig et godt afbræk i en travl hverdag - også selvom spillet på banen for tiden kunne være bedre!
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Normalt ville jeg pege på Mohamed Elyounoussi som Superligaens bedste spiller, men jeg må nok krybe til korset for tiden og pege på Midtjyllands Aral Simsir, som i mine øjne er helt essentiel i, hvad Midtjylland gerne vil på bolden. Det lykkes de jo også desværre meget godt med.
Hvad er din holdning til VAR og niveauet hos Superliga-dommerne?
- Jeg er grundlæggende positiv over for VAR, men jeg synes det er underligt, at der ikke er blevet kigget på eksempelvis 'hands' reglerne, efter VAR er blevet indført. Det virker for mig lidt som om, at man har glemt at tilpasse mange regler i fodboldloven til den nye virkelighed, og det må jeg nok erkende, at jeg er lidt uforstående overfor, selvom jeg nok skal holde mig fra at forsøge at ændre fodboldloven fra folketinget.
- Angående dommerniveauet synes jeg det ville være passende, hvis klubberne ville investere mere i en professionel hverdag for vores elitedommere, for ellers løfter vi ikke niveauet, siger Thomas Rohden.
Det lykkedes ikke at få svar fra Liberal Alliance, Alternativet og Borgernes Parti.

Neestrup forhandler med græsk storklub
Hattrick | Afsnit 86Jacob Neestrup kan snart have styr på sin fremtid. Den tidligere FCK-træner er i forhandlinger med den græske storklub Panathinaikos.
Læs mere

3F Superliga

































