For nylig blev det officielt, at FC Barcelona skulle en tur til USA for at spille en La Liga-kamp mod Villarreal.
Det er ligeledes blevet godkendt, at AC Milan og Como kan møde hinanden i Perth, Australien.
I kølvandet på den beslutning om at nogle europæiske kampe flyttes ud af Europa, er der væltet reaktioner ind fra andre ligaer, klubber og aktører, som enten er for eller imod initiativet.
Andre Villas Boas, der er præsident i FC Porto, hilser beslutningen velkommen og håber på, at man ligeledes kan brede den portugisiske fodbold mere ud.
For det er den vej det går med fodbolden, mener han.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har overvejet andre liga-modeller, der eksisterer i andre sportsgrene. Supercupper, ligaer på tværs af grænser og jeg tror, at fodbold bevæger sig den vej. Ideerne er blevet modtaget godt, siger Andre Villas-Boas på Portugal Football Summit.
Helt konkret foreslår præsidenten, at man til en start kigger på en turnering for de største hold på den iberiske halvø, så Victor Froholdt, Morten Hjulmand og Alexander Bah kunne støde mod de spanske storhold.
- For eksempel har vi diskuteret en Iberisk Super Cup, som jeg har talt om med Real Madrid, Barcelona, Atletico og selvfølgelig de portugisiske klubber, Benfica og Sporting.
Det skal understreges, at det bare har været overordnede snakke, og intet er lige nu på tegnebrættet.
Præsidenten er helt generelt for, at man prøver at ekspandere, så fodbolden kommer tættere på fansene rundt omkring i verden.
Han argumenterer desuden for, at der ofte er få tilskuere på stadion i Portugal, men at der findes store koncentrationer af portugisere i for eksempel New York, hvor et stadion hurtigt kunne fyldes med 30-40.000 tilskuere.

FC Porto
Primeira Liga


































