Onsdag aften udspillede der sig en bizar hændelse, da Esberg fB fik besøg af Randers FC i Oddset Pokalen.
Dommer Jens Maae godkendte ikke de kronjyske gæsters blå trøjer, og derfor måtte Randers låne et sort udebanesæt af Esbjerg.
Beslutningen om ikke at måtte spille i blåt undrer Randers’ fodbolddirektør Søren Pedersen.
- Det var dommerens beslutning, han synes de (Esbjerg-og Randers-trøjerne, red.) lå for tæt for hinanden, fortæller Søren Pedersen til Bold.
Tilbage i august måned mødte Randers FC OB på udebane i 3F Superligaen, hvor farvekombinationerne var de samme.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dengang var det ikke noget problem.
- Det, der undrer mig en lille smule, er, at vi jo spiller i samme trøjer mod OB, som har lignende trøjer, som Esbjerg, så derfor synes jeg måske godt, at man kan se forskel, og det er lidt svært at navigere i, når man kan den ene gang og ikke den anden gang.
- Så det, synes jeg selvfølgelig, er uheldigt, og jeg er selvfølgelig træt af, at vi skal spille i en trøje, hvor vi ikke har vores eget logo og sponsorer på, siger Søren Pedersen.
Fodbolddirektøren understreger, at han synes, der er noget forkert i ikke at spille i egne trøjer, men det undskylder ikke pokalnederlaget. Det er noget, der fylder mere uden for kridtstregerne, end på selve grønsværen.
Esbjerg endte med at vinde opgøret efter straffesparkskonkurrence.
Du kan læse mere om opgøret her.

Esbjerg fB
Randers FC
Oddset Pokalen




































