Randers FC har længe stået fast på, at Mandla Masango skulle sælges, såfremt han skulle forlade klubben. Masango har siden i sommer været utilfreds med tilværelsen i det kronjyske, efter at Randers dengang afviste bud på sydafrikaneren.
Siden har Masango trænet med U-truppen, men nu er han sendt på lejeophold hos sydafrikanske Supersport United.
- Vi har stået fast i det sidste halve år for at vise, at en spiller ikke bare kan diktere slagets gang overfor sin klub, og at man skal respektere de aftaler, man indgår, siger sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside.
- Men vi skal også videre og lige nu er der ingen, der vinder på, at Mandla ikke spiller. Mandla har strakt sig langt for at få det her til at ske, og med lejeaftalen håber vi, at han kan få gang i karrieren igen og gøre sig attraktiv i forhold til et salg til sommer.
Masango har kontrakt med Randers frem til sommeren 2018.


Randers FC
3F Superliga




























