


Danmarks kvindelandshold er ude af EM.
Det står klart, efter det tirsdag aften blev til et 1-2-nederlag til Tyskland, mens Sverige senere på aftenen slog Polen med 3-0.
Dagen derpå siger Katrine Vejes humør sig selv:
- Jeg er ærgerlig, skuffet og ked af det. Jeg har ikke sovet så godt i nat. Jeg tror, det blev til to timer. Nederlaget fylder, slår hun fast.
Dommeren Catarina Campos fylder også.
Artiklen fortsætter efter billedet

Portugiseren kom flere gange i centrum under Danmarks kamp, og en af gangene var det med Katrine Veje i hovedrollen.
Kort inde i anden halvleg blev det efter et langt VAR-tjek vurderet af dommeren, at Veje havde spændt ben for tysk spiller. Det efterfølgende straffespark omsatte Sjoeke Nüsken til mål.
Veje var tydeligvis utilfreds med dommerens kald under kampen, og det er stadig tilfældet onsdag:
- Jeg var decideret rasende i går, det er ingen hemmelighed. Det er dommerens beslutning at dømme straffesparket mod mig. Men det hører med til historien, at jeg selv bliver skubbet inden da, og den tyske spiller er snu og stikker benet ud.
- Da hun bliver kaldt ud til VAR-skærmen, så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Der var 30.000 tyskere på lægterne, og de havde allerede fået underkendt et straffe, som skete retmæssigt. Der var et kæmpe pres på dommeren.
- Der er også den tydelige hovedskade til Emma Snerle, og det bør en linje- eller fjerdedommer fange. Vi har lige haft et oplæg om hovedskader inden EM, og vi fik at vide, at det skulle dømmes med det samme. Jeg synes, at dommerens præstation er en katastrofe, siger Veje.
Den danske veteran fortæller, at hun er fortaler for VAR, men at UEFA burde have sendt en dommer med bedre evner:
- Det ærgrer mig meget, at man kan sende sådan en dårlig dommer. Det er min ærlige mening. Jeg er ikke glad for at give dommeren eller vind og vejr skylden, men i går var det for dårligt.
- Jeg er tilhænger af VAR, men de billeder, hun kigger på, der ser man jo kun kontakten og ikke sekvensen op til. Det var ikke godt dommerarbejde i går, afslutter Veje.
Du kan se højdepunkterne far EM-kampen i videoen her i artiklen.
Danmark spiller sidste gruppekamp på lørdag, hvor de møder Polen, som også er elemineret.

Tyskland
Danmark (k)
EM 2025



































