Rayo Vallecano skal finde et midlertidigt hjem til sine hjemmekampe i La Liga i den nye sæson.
Det har de regionale myndigheder i Madrid besluttet, efter en inspektion af Estadio de Vallecas har afsløret omfattende sikkerhedsproblemer og manglende vedligeholdelse.
Stadionet, der blev opført i 1976 og ejes af regionalregeringen i Madrid, skal nu gennemgå hastende renoveringsarbejde, som ventes at vare mellem to og seks måneder.
Ifølge myndighederne har en rapport påvist så alvorlige mangler, at Rayo Vallecano midlertidigt mister retten til at benytte stadion.
- Vi har forsøgt at få det her på ret køl, men vi er nået til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, siger Madrids regionale sportsminister Mariano de Paco ifølge Reuters.
- Den manglende vedligeholdelse er dokumenteret. Klubben har ikke levet op til sine forpligtelser, og derfor måtte myndighederne gribe ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

Rapporten peger blandt andet på brandfare, defekte elinstallationer, mangelfuld nødbelysning og risiko for udbrud af legionærsyge som følge af ophobet affald på stadion.
Rayo Vallecano har endnu ikke kommenteret beslutningen.
Klubben oplyste i sidste uge i forbindelse med salget af sæsonkort, at fansene vil få pladser på et alternativt stadion, hvis hjemmekampene ikke kan spilles på Estadio de Vallecas.
Det er ikke første gang, Rayo må flytte en hjemmekamp.
I februar blev opgøret mod Atlético Madrid flyttet til Leganés' hjemmebane, Butarque, fordi banen på Estadio de Vallecas blev vurderet uegnet til at afvikle kampen.
Rayo Vallecano åbner La Liga-sæsonen med en udekamp mod Sevilla den 15. august, inden Alaves kommer på besøg - på et endnu ukendt stadion - den 20. august.

AGF jagter miraklet
Hattrick | Afsnit 161AGF bliver ikke spået store chancer for avancement mod Lech Poznan, men Niels Frederiksen nægter at tage let på opgaven mod de danske mestre. Vi ringer til Bolds udsendte for at tage temperaturen i Poznan.
Læs mere
Rayo Vallecano
La Liga

































