





Søndag aften var der storkamp på menuen, da Real Madrid tog imod Barcelona i sæsonens første El Clasico i La Liga.
Her kunne hjemmeholdet med en sejr lægge yderlige afstand til ærkerivalerne fra Catalonien, mens Barca med tre point kunne snuppe førstepladsen.
Det var imidlertid Xabi Alonsos mandskab, der lagde bedst fra land på Santiago Bernabeu.
Først fik Kylian Mbappé annulleret en flot scoring efter 11 minutters spil, men det slog ikke den brandvarme franskmand ud af kurs,
Ti minutter senere blev han spillet helt fri i dybden af Jude Bellingham, og så kunne Real-topscoreren bringe hjemmeholdet på 1-0 til stor jubel for de fremmødte tilskuere.
Artiklen fortsætter efter billedet

Barcelona-mandskabet nægtede dog at give op uden kamp, og efter 37 minutters spil blev der bragt balance i regnskabet i den spanske hovedstad.
En opspilsfejl fra hjemmeholdet blev udnyttet perfekt af Marcus Rashford, der viste glimrende overblik og spillede den bagud til Fermin Lopez, som scorede til 1-1.
Men det var alligevel Real Madrid, der kunne gå til pause med en føring.
Et indlæg havnede på bagerste stolpe, hvor Eder Militao headede kuglen på tværs til Jude Bellingham, der let kunne sende den ind i netmaskerne til 2-1.
Få minutter inde i anden halvleg fik hjemmeholdet en gylden mulighed for at udbygge føringen yderligere.
Efter en hands-forseelse pegede dommeren på pletten, men skarpheden svigtede for Kylian Mbappé, der blev luret af Wojciech Szczesny, som reddede forsøget fra ellevemeterpletten.
Barca var dermed forsat med i opgøret, hvor man nu skulle på jagt efter scoringer.
Der kom dog ikke flere scoringer i opgøret, som til gengæld udviklede sig dramatisk i de døende minutter.
Først blev Pedri præsenteret for et rødt kort, og så eksploderede det ude på sidelinjen, hvor de to mandskaber røg i totterne på hinanden.
Det fortsatte også efter slutfløjt, hvor flere spillere måtte holdes tilbage for at det ikke skulle udvikle sig yderligere
Det ændrer dog ikke på, at Real Madrid vandt 2-1 og nu har fem point ned til Barcelona i La Liga.

Hjulmand tæt på Atlético Madrid
Hattrick | Afsnit 141Morten Hjulmand ser ud til at være på vej mod et af de helt store skifter i sin karriere. Det er et spørgsmål om tid før han bytter Lisabon ud med Madrid.
Læs mere
Real Madrid
Barcelona
La Liga





































