Årets finale i Sydbank Pokalen bliver uden Brøndbys angriber Ante Erceg.
Udvisningen i de døende sekunder mod AaB i semifinalen, hvor han først fik gult kort for film og efterfølgende trak sit andet gule kort ved at smide bolden væk, betyder nemlig, at den 29-årige kroat har karantæne til kampen i Telia Parken mod FC Midtjylland.
Brøndby-træner Martin Retov var dog primært skuffet over dommeren Jens Maaes håndtering af episoden.
- Jeg er faktisk rigtig ked af det, dommeren gør. Det sagde jeg også til ham efter kampen. Der mangler lidt fingerspitzengefühl, siger Martin Retov til bold.dk og fortsætter:
- En ting er, at Ante måske skal tænke sig lidt bedre om, men hvor mange gange har du ikke set en mand hente bolden udenfor banen og så tjatte den lidt væk?
- Der mangler 15 sekunder af kampen, og så tager han en pokalfinale væk fra manden. Det sagde jeg også til Jens, at det, synes jeg, var rigtig dårlig fingerspitzengefühl.
Ante Erceg ønskede ikke at tale med pressen efter kampen.



AaB
Brøndby IF
Oddset Pokalen
































