Klokken 18.00 går det løs igen. Superligaen er efter to en halv måneds pause tilbage, og det bliver OB og AGF der får lov til at skyde et intens forår i gang.
AGF har ny mand på trænerbænken i form af Glen Riddersholm, der ser meget frem til sin første betydende kamp i spidsen for mandskabet.
- Jeg er spændt på at se holdets sande ansigt. For ét er en opstart og alle de her træningskampe. Noget andet er, når virkeligheden banker på døren. Vi har selvfølgelig respekt for OB, og de mange kvaliteter, de har som hold, siger Riddersholm til Aarhus Stiftstidende.
- Men vi ved også, at det er via vores eget spil, at vi skal slå dem. Derfor har vi heller ikke brugt meget tid på at udarbejde en strategi for, hvordan vi lukker ned for deres styrker. Vi skal tage taktstokken.
Riddersholm siger videre, at han er klar over at OB også får deres perioder, men hans intention er at AGF tager initiativet i kampen fra første fløjt.


AGF
3F Superliga































