



Mod Nordmakedonien spillede han sin landskamp nummer 148.
34-årige Christian Eriksen er stadig med. Han er rekordholderen for flest landskampe for Danmark.
Som den sidste af de 'gamle' hænger han stadig i.
Men én væsentlig ting har ændret sig markant efter landstræneren har skiftet navn fra Kasper Hjulmand til Brian Riemer.
For Christian Eriksen er ikke længere selvskreven til en startplads hos Danmark.
Han er røget ned i hierarkiet, men det har ikke ændret på Christian Eriksen som menneske eller for den sags skyld med, hvad han byder ind med i landsholdslejren.
- Christian er et unikt menneske, der sætter sig selv til side for holdet.
- Jeg har sjældent oplevet en mand med den karriere. Han er stadig i gang, han spillede sin kamp nummer 148 mod Nordmakedonien. Han er der altid 100 procent for holdet, siger Brian Riemer og uddyber:
- Christian hjælper de unge, han hjælper de ældre. Han byder ind med alt, hvad han kan, siger landstræneren.
Det er heller ingen hemmelighed, at Riemer og Eriksen har haft en samtale under fire øjne, hvor kortene blev lagt på bordet.
- Fra første sekund havde jeg en meget ærlig samtale med Christian. Han er her for holdets skyld, og han vil gøre alt for at komme til VM.
- Jeg vil sige, at Christian er det perfekte eksempel på, hvordan man er både en top- og en holdspiller, fastslår Brian Riemer.

Mod Nordmakedonien spillede Christian Eriksen en rolle, da han blev skiftet ind efter 73 minutters spil, hvor han afløste Gustav Isaksen.
Tre minutter senere lagde ham bolden i panden på Christian Nørgaard på et hjørnespark.
Det vil nok blive diskuteret længe, om Christian Nørgaard nåede at ramme bolden, inden den gik i mål på Christian Eriksens sublime hjørnespark.
Tirsdag kan Christian Eriksen spille sin landskamp nummer 149, når det afgøres om Danmark kommer til VM. Modstanderen er Tjekkiet i Prag.

Hjulmand tæt på Atlético Madrid
Hattrick | Afsnit 141Morten Hjulmand ser ud til at være på vej mod et af de helt store skifter i sin karriere. Det er et spørgsmål om tid før han bytter Lisabon ud med Madrid.
Læs mere



Danmark
VM kval. UEFA








































