38-årige Robbie Keane har besluttet sig for at indstille sin aktive karriere og i stedet kaste sig over en tjans som assistenttræner på det irske landshold.
Det skriver han i en pressemeddelelse, som han har sendt ud til de engelske medier.
Robbie Keane har senest spillet for den indiske klub ATK, som han repræsenterede frem til i sommer.
Storhedstiden lå i Tottenham, som han spillede for i flere omgange. Den mest succesfulde periode var i årene fra 2002 til 2008. Efter et kort ophold i Liverpool kom han tilbage i 2009.
I alt blev det til 298 kampe og 120 scoringer i den hvide Spurs-trøje.
Udover de nævnte klubber nåede Robbie Keane at spille for Wolverhampton, Coventry, Inter, Leeds, Celtic, West Ham, LA Galaxy og Aston Villa.
Han spillede desuden hele 146 kampe og scorede 68 kasser for det irske landshold, som han nu skal træne sammen med nyudnævnte landstræner Mick McCarthy.



Tottenham
Irland






























