

Lyngby Stadion dannede søndag aften rammen for returkampen i Oddset Pokalens kvartfinale mellem Lyngby og FC Fredericia.
Freyr Alexanderssons tropper var tvunget til sejr, efter at holdet tabte 2-3 i det første opgør, som blev spillet torsdag i Fredericia.
Det kongeblå hjemmehold stillede til start med fire ændringer, der blandt andet indebar, at Andreas Bjelland var tilbage i det centrale forsvar.
Tidlig udvisning
Den garvede forsvarsspiller skulle vise sig at få en hovedrolle meget tidligt i kampen. For efter blot 27 sekunder gik han ned i en satset tackling på Tobias Bach.
Fredericia-angriberen gik til jorden, og det fik kampens dommer Jakob Karlsen til at blæse i fløjten og sende Bjelland i bad med et direkte rødt kort.
Hovedpersonen selv var tydeligt forundret over kendelsen, men eftersom VAR ikke er en del af setuppet omkring kvartfinalerne i pokalturneringen, var der intet at gøre.
Artiklen fortsætter efter billedet

Fredericia stak kniven ind
Udvisningen var naturligvis en stor gave for gæsterne, der tog godt imod den.
I det tiende minut bragte Fredericia sig i front på mål af Gustav Marcussen, som efter et godt opspil trak bolden over til sit højre ben og kanonerede den over i det lange målhjørne med en flad afslutning.
Den 25-årige offensivspiller undlod bevidst at juble for meget af respekt over for Lyngby, som han har en lang fortid hos.
Målet blev fulgt op af mere godt spil fra Fredericia, men Lyngby fik også bedre og bedre styr på sin organisation.
Stor Lyngby-chance
Undertalssituationen gjorde, at Lyngby stod kompakt på banen og afventede de rette muligheder for at slå til.
Der blev selvfølgelig satset på omstillinger, men især også dødbolde. Det var helt tydeligt, at alle dødbolde blev brugt til at sende de store folk fra bagkæden med op for at skabe ravage i gæsternes felt.
Taktikken kastede en stor mulighed af sig efter 23 minutters spil, hvor forsvarsklippen Magnus Jensen var tæt på at stange bolden i mål efter et perfekt hjørnespark fra anfører Marcel Rømer.
Frem mod pausen bølgede spillet frem og tilbage, men der kom ikke yderligere scoringer.
Presset i bund
Kort inde i anden halvleg var Lyngby-angriber Andri Gudjohnsen tæt på at bringe lighed i stillingen, men islændingens skud blev reddet på stregen.
Herefter tog Fredericia igen over. NordicBet Liga-mandskabet leverede flot spil og skabte flere gode chancer for at udbygge føringen.
Eksempelvis havde indskiftede Jeppe Gertsen et skud, der susede lige forbi mål. Fredericia havde generelt mange skud, der enten blev blokeret eller manglede den sidste præcision for at gå i mål.
Overliggeren i vejen
Med godt 20 minutter tilbage af den ordinære spilletid kom Fredericia helt tæt på, da det kun var overliggeren, der gjorde, at angriberen Tobias Bachs hovedstød ikke sejlede i mål.
Som minutterne gik, satsede Lyngby mere og mere. Hjemmeholdet skubbede mere op og sendte stort set alle mand med frem på dødbolde.
Det skabte plads i den modsatte ende, hvor Fredericia ad flere omgange kunne have afgjort kampen. Gæsterne manglede dog kvalitet, når den afgørende aflevering eller afslutning skulle sættes ind.
Comebacket udeblev
Trods flere løse chancer formåede Lyngby ikke at score det mål, der kunne skabe spænding i kampen om billetten til semifinalerne.
Fredericia afviste hjemmeholdets tilnærmelser og kørte 1-0-sejren i hus, hvilket betyder, at det samlede resultat blev en 4-2-sejr til NordicBet Liga-klubben.
Dermed er Fredericia sammen med AGF, Silkeborg og FC Nordsjælland klar til semifinalerne i Oddset Pokalen.

Lyngby Boldklub
FC Fredericia
Oddset Pokalen
































