



Bayern München har fået en fantastisk start på sæsonen med 16 sejre i 16 kampe. En ny rekord i europæisk fodbold.
Men alting har en ende, og den kom lørdag, da Vincent Kompany og resten af Bayern-holdet var på besøg hos Union Berlin på Stadion An der Alten Försterei.
Her fik de tyske mestre kamp til stregen af Frederik Rønnow og co.
Allerede efter ti minutter chokerede Union Berlin gæsterne, da Ilyas Ansah sendte bolden i mål. Scoringen blev dog annulleret grundet en offside.
Efter 27 minutter var der dog intet, som kunne redde Bayern München.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et hjørnespark fra Janik Haberer endte hos Danilho Doekhi, som bankede bolden mod mål. Her fik Manuel Neuer hænderne på, men bolden røg alligevel i mål.
Det var et chok for Bayern München, men de kom tilbage i kampen efter en fremragende detalje fra Luis Diaz.
Han blev spillet fri i Union Berlins felt, hvor han med en glidende tackling nåede bolden og nærmest i samme bevægelse snød Janik Haberer. Fra en spids vinkel formåede Diaz så at sparke bolden i målet bag Frederik Rønnow.
Nu var alt lige, men Bayern pressede vanen tro på. De kom frem til flere chancer, men Rønnow stod i vejen hver gang.
Og syv minutter før tid skete det så. Union Berlin bragte sig foran med 2-1.
Et frispark blev slået i Bayern-feltet. Harry Kane forsøgte at heade bolden væk, men bolden endte i stedet hos Danilho Doekhi, som kunne score sit andet mål i kampen.
Det skabte nogle vilde scener, men værterne faldt til jorden i overtiden.
Bayern München smed alt frem i jagten på en udligning, og i det 93. minut lykkedes det endelig for Kane at vinde duellen mod Rønnow med et hovedstød og score til 2-2.
Det blev også kampens resultat, og dermed sluttede Bayerns stime med kun sejre i denne sæson. Frederik Rønnow og co. må dog være ærgerlige over, at de ikke tog alle tre point.

Bo Svensson afviser FCK-opsigelse
Hattrick | Afsnit 14FC København tog en flot 2-0-sejr over FC Nordsjælland i Parken, hvor et banner omkring en Bo Svensson-opsigelse kom i fokus. Cheftræneren afviser dog, at det kan komme på tale.
Læs mere
Bayern München
Union Berlin
Bundesliga

























