International -Rygtetid: Galatasaray vil af med Emre Mor
Foto: Galatasaray
2020-01-06 20:16:40
Foto: Galatasaray

Rygtetid: Galatasaray vil af med Emre Mor

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag i januar forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.

Galatasaray vil af med Emre Mor

Dansk-tyrkiske Emre More skiftede i sommer Celta ud med Galatasaray på en lejeaftale, men efter en nogenlunde start svandt spilletiden ind i løbet af efteråret. 

Og Futbol Arena skriver nu, at 22-årige Mor ikke længere træner med i Galatasaray. I stedet har han fået fri til at finde sig en anden løsning. 

Det store tyrkiske medie Fanatik har tidligere skrevet, at Galatasaray ønsker at afbryde lejeaftalen, men endnu har hverken tyrkerne eller Celta bekræftet dette. 

Mor står noteret for 16 kampe og nul mål for Galatasaray. 

Jesse Lingard arbejder med Mino Raiola

Manchester Uniteds Jesse Lingard er for tiden rygtet på vej væk fra Manchester United, og nu melder engelske Sportmail, der ikke altid kan regnes for gode varer, at Lingard har fået ny agent i form af kontroversielle Mino Raiola.

Lingard blev søndag sat i forbindelse med Leicester City, da United skulle være interesserede i at hente James Maddison den anden vej.

Manchester United er for tiden ikke på bedste fod med Raiola, der også repræsenterer Paul Pogba.

De to parter har været efter hinanden i medierne for nyligt, ligesom Sportmail melder, at Raiola var en hård nød at knække i forbindelse med Manchester Uniteds jagt på Erling Haaland.

Raiola har gennem de seneste år været med til handlerne af Zlatan Ibrahimovic, Henrikh Mkhitaryan og Romelu Lukaku.

Antonio Valencia søger nyt engelsk ophold

Troværdige The Athletic skriver mandag, at den tidligere Manchester United-fighter Antonio Valencia er på udkig efter et nyt eventyr i engelsk fodbold.

Den ecuadorianske hurtigløber har således skiftet agentfirma til det britiske OmniSports, og han skulle være åben overfor både Premier League- og Championship-klubber.

I den forbindelse skulle Valencia også have brugt slutningen af december på at være i London og Manchester.

Valencia forlod i sommer Manchester United for at vende hjem til Ecuador, hvor han med LDU Quito tog mesterskabet, men han skulle nu altså være på vej over Atlanten igen.

Juventus jagter fortsat Icardi, der kan sige nej til PSG

Juventus var i sommer interesserede i at hente argentinske Mauro Icardi i Inter, men den målfarlige angriber valgte som bekendt at tage til PSG i stedet.

Interessen er dog ikke kølnet, hvis man skal tro italienske calciomercato.com, der skriver, at Juventus-direktøren Fabio Paratici ikke har opgivet sit håb om at hente Icardi til nier-positionen i Torino.

Ifølge mediet har Icardi en klausul i sin kontrakt, som tillader argentineren at afvise PSG, hvis klubben ønsker at gøre brug af den købsoption, som PSG har i Inter.

Den klausul håber Juventus-direktøren altså, at Icardi vil gøre brug af.

Icardi har selv talt i lune vendinger om at fortsætte karrieren i PSG, hvor han har gjort det strålende i denne sæson - han har desuden slået Edinson Cavani af som førstevalg i angrebet.

Søndagens rygter

Malmö FF tæt på lejeaftale med Anderlechts Isaac Thelin

Anderlecht-angriberen Isaac Kiese Thelin meldes af belgiske Het Laatste Nieuws tæt på en lejeaftale med Jon Dahl Tomassons Malmö FF.

Thelin er røget langt ud af varmen i Anderlecht, og han er angiveligt en af flere spillere, som er sat til salg i den belgiske klub.

Til at starte med tyder det dog på, at Thelin forlader Anderlecht på en lejeaftale, hvis sidste detaljer er ved at falde på plads mellem de to klubber - og angiveligt skulle en købsoption være forhandlet på plads.

Den svenske angriber var i sommer på vej til FC København, og hans agent flirtede i efteråret med tanken om FCK som ny destination for Thelin i januar.

Lingard skal indgå i United-indkøb

Manchester United vil rigtig gerne have fingre i James Maddison fra Leicester, og klubben er klar til at ofre en af sine egne spillere for at få fingre i ham.

Ifølge The Mirror er klubben således klar til at smide Jesse Lingard med i handlen.

Oveni det vil Manchester United lægge knap 400 millioner kroner, skriver mediet.

Leicester-manager Brendan Rodgers har allerede sagt, at han ikke har tænkt sig at lade nogen af sine spillere gå. Jesse Lingard har haft det svært i Manchester United.

The Mirror er kendt for en af klassen frække transfer-drenge, og man skal tage det meste af det, de skriver, med et gran salt.

Real Madrid handler i Flamengo

Real Madrid har snøren ude i Brasilien, hvor klubben inden længe henter den 17-årige brasilianer Reinier i Flamengo. Det skriver spanske medier, deriblandt Marca.

Handlen går igennem, når den unge mand bliver 18 den 19. januar, skriver Marca, og han kommer angiveligt til at koste omkring 225 millioner kroner.

Det gør han, fordi hans frikøbsklausul ligger i det leje. Den har dog tidligere været markant højere. Ifølge Marca er frikøbsklausulen faldet fra 525 millioner kroner til 225 millioner kroner, efter at han har underskrevet en ny kontrakt.

Reinier spiller på den offensive midtbane. Han har spillet 14 førsteholdskampe i Flamengo, og han har scoret seks kasser. Han var med Flamengo til VM for klubhold, men kom ikke på banen.

Om Rygtetid: 
Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.
Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce