Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.
Hatem Ben Arfa forhandler med Sampdoria
Hatem Ben Arfa står uden kontrakt, efter han forlod franske Rennes denne sommer, men nu kan han være på vej til Serie A.
Ifølge italienske Tuttomercatoweb, der dog normalt ikke er det mest troværdige medie angående transfernyheder, så forhandler Sampdoria i øjeblikket med den franskmanden.
Mediet skriver, at forhandlingerne mellem de to parter går godt. Også Sampdoria-rivalerne Genoa er ifølge mediet interesseret i 32-årige Hatem Ben Arfa.
Kantspilleren scorede ni mål og lagde op til yderligere seks i 41 kampe for Rennes i sidste sæson.
Fiorentina vil hente Diego Rossi hos Los Angeles FC
Los Angeles FC har imponeret i Major League Soccer i denne sæson, men det er primært Carlos Vela, der har fået mest omtale.
Med 13 mål og fire oplæg i 23 kampe har 21-årige Diego Rossi dog også en stor andel i MLS-mandskabets succes. Det har Fiorentina angiveligt fået øjnene op for.
Ifølge Sky Sport Italia er uruguayaneren, der kan dække begge kanter og spille helt fremme, på ønskelisten hos Serie A-mandskabet.
Ifølge mediet er klubbens nye præsident, Rocco Commisso, samt hans højre hånd, Joe Barone, er stationeret i USA. Her følger de med i MLS, og de mener altså, at Rossi besidder kvaliteter, der kan hjælpe klubben.
James Rodriguez har fået ny bejler
Napoli har åbent erkendt sin interesse i Real Madrids James Rodriguez hele sommeren, og siden er også Atletico Madrid kommet på banen.
Corriere dello Sport melder nu en tredje seriøs kandidat på banen i form af franske Marseille, der har Andre Villas-Boas som cheftræner.
Rodriguez kom fra netop Ligue 1 og Monaco, inden han skiftede til Real Madrid.
Manchester United jagter 33-årige angriber
La Gazzetta dello Sport-journalisten Nicolo Schira meddeler på Twitter søndag, at Manchester United forhandler med Juventus om 33-årige Mario Mandzukic.
Englænderne står klar med en toårig aftale med en option på et tredje år, og den kroatiske veteranangriber vil få op til 45 millioner kroner i årsløn, hvis skiftet bliver en realitet.
Inter truer Mauro Icardi med to år på tribunen
Inter satte i juni offentligt sin tidligere topscorer og anfører Mauro Icardi til salg efter et turbulent forår med mange kontroverser mellem parterne.
Siden har både Napoli og Roma henvendt sig, men den argentinske angriber har afvist alle tilnærmelser, og det behager ikke Inter-ledelsen.
Ifølge både La Gazzetta dello Sport og Corriere dello Sport truer Inter-ledelsen nu Icardi med, at han kan tilbringe de to sidste år af sin kontrakt på tribunen.
Inter er endda klar til at registrere Icardi til både Serie A og Champions League for at undgå, at angriberen kan lægge sag for misligholdelse af kontrakten.
Samtidigt håber Inter stadig, at Paulo Dybala afviser sine engelske bejlere, så man eventuelt kan bytte Icardi med Juventus-angriberen.
Guardiola overvejer Isco og Ake
Manchester City har forholdt sig forholdsvis rolige denne sommer, men ifølge Express overvejer de engelske mestre to spillere.
Pep Guardiola er således fan af Real Madrid-kreatøren Isco, og nu overvejer han at supplere sin trup med landsmanden.
Derudover trak City sig ud af ræset om Harry Maguire, men vil fortsat gerne have en stopper, og Bournemouths Nathan Ake skulle være på Guardiolas ønskeliste. Han menes at koste omkring 325 millioner kroner.
Lørdagens rygter:
Ligue 1-klubber er ude efter AC Milan-spanier
Spanske Susos fremtid i AC Milan er endnu uvis.
Ifølge den italienske avis Gazzetta dello Sport er AC Milan ikke overbevist om den spanske spillers værdi på lang sigt, og man overvejer derfor at sælge Suso.
Det italienske medie melder i samme ombæring om interesse fra Ligue 1, hvor både Monaco og Olympique Lyon angiveligt skulle være klar i kulisserne.
De to franske klubber meldes således begge interesserede i spanieren, men et prisskilt på 35 millioner euro - i nærheden af 260 millioner kroner - kan være en forhindring for et fremtidigt skifte.
Gazzetta dello Sport mener samtidig at vide, at Suso foretrækker at fortsætte i Serie A.
Ligakonkurrenterne fra AS Roma skulle også tidligere have udvist interesse for AC Milans spanske spiller.
Betis-profil til lægetjek i Barcelona
Den 22-årige Betis-back Junior Firpo er lørdag til lægetjek i Barcelona forud for et skifte, der binder ham fem år til de regerende spanske mestre.
Det skriver Mundo Deportivo lørdag, men er til gengæld ikke helt sikre på prisen.
Betis ville oprindeligt have 185 millioner kroner, men Barcelona har angiveligt forhandlet den lidt ned - eller i hvert fald gjort en del af beløbet til bonusser.
Stort italiensk bud på Timo Werner
Der har været stille omkring Leipzigs angrebsstjerne Timo Werner denne sommer, selv om han efter planen skal sælges, da han ikke selv ønsker at forlænge.
Ifølge Radio Marte har Napoli set sig varm på den tyske landsholdsspiller, og man overvejer angiveligt et bud på hele 520 millioner kroner.
Prisen lyder dog umiddelbart en smule overdrevet, da Werner som bekendt skal hentes ganske gratis næste sommer.
Tyrkisk storklub lurer på Paul Onuachu
Galatasaray lurer på FC Midtjyllands store angriber Paul Onuachu, der efter planen skal skydes af denne sommer.
Istanbul-klubben arbejder på at hente Radamel Falcao til pladsen, men ifølge mediet Aksam Spor er Onuachu et alternativ til colombianeren.
Onuachu deler agent med Mathias Zanka Jørgensen, der ifølge samme medie er på vej til Fenerbache. Agenten er derfor på vej til Istanbul for at snakke med begge klubber.
Real Madrid byder 410 millioner kroner på Ajax-profil
Real Madrid har ifølge goal.com budt 410 millioner kroner for den offensive midtbanespiller Donny van de Beek.
Det er ikke langt fra Ajax' krav på omkring 450 millioner kroner, og flere steder meldes Van de Beek da også stort set klar for Real Madrid.
22-årige Van de Beek har selv bekræftet, at Real Madrid er interesserede.
Om Rygtetid:Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |



Marseille
Manchester City
Manchester United
Bournemouth
Real Madrid
Fiorentina
Inter
Juventus
Genoa
Sampdoria
Los Angeles FC



































