Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Juve-midt er til lægetjek hos Hertha
Ifølge tyske Kicker er Sami Khedira søndag til lægetjek hos Hertha Berlin, inden han underskriver en aftale med hovedstadsklubben.
Den tidligere verdensmester har været hos Juventus siden 2015, hvor han skiftede til italienerne fra Real Madrid.
Under Andrea Pirlo er den 33-årige midtbanespiller dog gledet ud i kulden, hvilket betyder, at han ingen spilletid har fået denne sæson.
Gårsdagens rygter:
Juventus lurer på Mikkel Damsgaard
20-årige Mikkel Damsgaard har gang i sit helt store gennembrud i Sampdoria, og de har endnu større klubber bemærket.
Tidligere er Inter og Tottenham blevet meldt interesseret, og ifølge Calciomercato følger Juventus også den talentfulde dansker med stor interesse.
Særligt Juventus-direktør Fabio Paratici menes at se et stort lys i Mikkel Damsgaard, som hidtil står noteret for 18 kampe, to mål og tre assists i Serie A.
Damsgaard viste sig for nylig særdeles godt frem, da Sampdoria mødte Inter, og lørdag får han chancen for at gøre det samme mod endnu en storklub, når netop Juventus kommer på besøg.
Liverpool overvejer MLS-forsvarer
Liverpool er ifølge flere medier, herunder The Telegraph, gået på markedet for at se efter en sen forstærkning til midterforsvaret, hvor klubben er meget hårdt ramt af skader.
Ifølge ESPN overvejer Liverpool en lejeaftale med New York Red Bulls' amerikanske forsvarer Aaron Long.
Der skulle endnu ikke være kontakt mellem klubberne, men efter Joel Matip løb ind i skadesproblemer forleden, er Liverpool angiveligt opsatte på at gardere sig i forsvaret.
Aaron Long er opblomstret ganske sent i karrieren, men er fast mand for New York Red Bulls, som han har spillet 135 kampe for. Han har også spillet 18 landskampe for USA.
Wolves sender Cutrone til La Liga
Wolverhampton har kaldt Patrick Cutrone retur før tid fra Fiorentina, men angriberen bliver angiveligt ikke i Premier League-klubben.
Sky skriver således, at Cutrone sendes til Valencia på en lejeaftale, selvom der skulle være Serie A-interesse for ham fra blandt andre Parma.
Han skulle dog selv have valgt Valencia, og de to klubber skulle være enige om en lejeaftale frem til sommer.
Om Rygtetid: Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |

Hertha Berlin




























