Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Lyon vil have Barcelonas sportsdirektør
Eric Abidal har haft et par begivenhedsrige måneder i Barcelona, hvor han blandt andet har været i verbal clinch med superstjernen Lionel Messi.
En anden af Abidals ex-klubber, Lyon, håber ifølge franske RMC at lokke sportsdirektøren til klubben i en rolle som teknisk sekretær.
Barcelona står over for et præsidentvalg, og Abidal er ikke sikker på, at han skal fortsætte i sin nuværende rolle herefter.
Newcastle udfordrer Inter i kampen om Arturo Vidal
Skal man tro en lang række medier, er det et spørgsmål om tid, før Arturo Vidal er fortid i FC Barcelona, men hvor den chilenske midtbanespiller skal hen, er straks mere usikkert.
Inter har gennem lang tid været meldt interesseret, mens også Manchester United er blevet nævnt, men nu byder endnu en Premier League-klub sig angiveligt til i kampen om Vidal.
Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo tygger Arturo Vidal på et tilbud fra Newcastle, der er tæt på at få gennemført det ejerskifte, som længe har været undervejs.
32-årige Arturo Vidal har kontrakt til sommeren 2021 i Barcelona.
FC Barcelona vil rydde op til sommer
Barcelona står ifølge ESPN foran en større udrensning i truppen denne sommer, og mediet erfarer, at kun tre spillere er sikret en plads til næste sæson.
Det drejer sig ikke overraskende om Lionel Messi samt Marc-Andre ter Stegen og Frenkie de Jong.
Grunden til den store oprydning er, at Barcelona planlægger en række indkøb, der skal forstærke holdet på både kort og lang sigt.
Det ligger allerede fast, at portugisiske Trincao kommer til Barcelona fra Braga, og det samme er tilfældet for Las Palmas-talentet Pedri.
Derudover menes Barcelona særligt at være på jagt efter forstærkning til offensiven, hvor Inter-profilen Lautaro Martinez og PSG’s Neymar har været nævnt i flere omgange.
Atletico Madrid jagter Mauro Icardi
Den argentinske angriber Mauro Icardi er i øjeblikket udlejet fra Inter til PSG, hvor han har scoret 20 mål i 31 kampe, men det har tidligere været rygtet, at Icardi ikke ønsker at fortsætte i den franske hovedstad.
Skulle det være tilfældet, får han efter alt at dømme ikke svært ved at finde sig en ny klub, da Atletico Madrid ifølge Mundo Deportivo er særdeles interesseret i at hente Icardi til Spanien.
Prisen for Icardi menes at være i omegnen af 70 millioner euro – godt 520 millioner kroner.
27-årige Mauro Icardi har kontrakt til sommeren 2022 i Inter.
Buffon mangler bare underskriften
Gianluigi Buffons kontrakt i Juventus udløber denne sommer, men de to parter er allerede enige om betingelserne for en forlængelse.
Det skriver den italienske avis Tuttosport.
Allerede i sidste uge gik der rygter om, at Buffon har accepteret rollen som reservekeeper, og nu forlyder det altså, at kontrakten for endnu et år er på plads.
Omstændighederne i Italien gør dog, at han rent fysisk ikke har underskrevet kontrakten endnu, men det vil ifølge Tuttosport ske, så snart det er muligt.
Gianluigi Buffon vil være 43, når hans nye kontrakt udløber.
Milan takker nej til gratis englænder
Milans økonomi er presset, og billige og transferfrie forstærkninger er derfor højt på ønskelisten.
Men det er den 31-årige Adam Lallana til gengæld ikke.
Ifølge calciomercato.com har Milan fået den 31-årige midtbanespiller tilbudt, men klubben har takket nej, da man ikke ser ham som en forstærkning.
Lallana har kontraktudløb med Liverpool denne sommer.
Napoli-profil rykker til PSG, United eller City
Kalidou Koulibaly er et varmt navn i en række storklubber, og forsvarsspilleren er ifølge avisen La Repubblica klar til at forlade Napoli.
Avisen skriver, at Manchester United, Manchester City og PSG er de største bejlere til den fysiske stærke midtstopper, og United fører angiveligt kampen om Koulibalys eftertragtede underskrift.
Napolis præsident har tidligere udtalt, at han har afvist bud på omkring 750 millioner kroner for Kalidou Koulibaly, der kom til Napoli fra Genk i 2014, så bejlerne skal formentlig have den store pengepung frem for at hente senegaleseren.
28-årige Koulibaly har kontrakt med italienerne til sommeren 2023.
Tottenham jagter Thomas Meunier
PSG's belgiske højreback Thomas Meunier er til sommer uden kontrakt, og han rygtes flittigt mod nye destinationer.
Franske L'Equipe skriver, at det førende hold i jagten på Meunier er Jose Mourinhos Tottenham, og London-klubben skulle over de sidste dage have været meget insisterende overfor Meunier-lejren.
Meunier skulle dog selv have størst interesse i at forlænge aftalen i det franske, men han er ikke i kridthuset hos manager Thomas Tuchel, hvorfor Meunier angiveligt ikke er blevet tilbudt en ny aftale.
Belgieren har spillet 27 kampe i denne sæson.
Aduriz forlænger i Athletic til efter Copa Del Rey-finalen
39-årige Aritz Aduriz skulle efter planen have lagt støvlerne på hylden, når hans kontrakt med Athletic udløber 30. juni.
Men det karrierestop udsættes formentligt nu på grund af den verserende coronapandemi, der altså indtil nu har sat en midlertidig stopper for sæsonen.
Med en Copa Del Rey-finale mod de baskiske rivaler Real Sociedad i en uvis horisont, skal Aduriz altså ikke nyde godt af en pension før den finale, og derfor har klubben besluttet at forlænge kontrakten med den aldrende angriber på ubestemt tid.
Det skriver Marca, der mener at vide, at kontrakten ikke har nogen slutdato på grund af den usikre situation omkring sæsonens fremtid.
Athletic skulle være opsatte på at give Aduriz en værdig afsked efter sammenlagt 12 sæsoner i klubben.
Han har scoret 172 mål for klubben. I karrieren har han også været forbi Burgos, Real Valladolid, Mallorca og Valencia.
Napoli-stjerne dropper Mino Raiola
Mino Raiola har sørget godt for flere af sine klienter i forhold til at sikre store skifter og store kontrakter.
Og folk som Zlatan Ibrahimovic og Paul Pogba har været loyale over for stjerneagenten gennem deres karrierer.
Men ifølge flere italienske medier - blandt andet andre Sky Sport Italia - har Napoli-stjernen Lorenzo Insigne nu droppet Mino Raiola.
I stedet har han hyret italienske Federico Pastarello, der er i gang med at forhandle sig frem til en forlængelse med Napoli, der gælder frem til sommeren 2025.
London-klubber lurer på Ajax-keeper
Den franske avis L'Equipe mener at vide, at Ajax er klar til at slippe målmand Andre Onana til sommer.
Chelsea og Tottenham skulle begge have taget kontakt til Ajax, der ønsker 225 millioner kroner for den 24-årige keeper.
PSG er også med i jagten på Onana, som også henvendte sig sidste sommer, men trak følehornene til sig på grund af målmandens nylige kontraktforlængelse med Ajax.
Onana er ifølge L'Equipe klar på en ny udfordring i en større liga efter at have spillet i Ajax siden januar 2015, hvor han skiftede fra Barcelonas ungdomsafdeling.
Tottenham vil ikke slippe Harry Kane
Manchester United skulle ifølge Sky Sports overveje at smide svimlende 200 millioner pund - 1,7 milliarder kroner - efter Harry Kane, men Tottenham er ikke interesseret i at sælge ham til en Premier League-klub.
Sky Sports skriver dog, at coronakrisens økonomiske konsekvenser kan få Spurs på andre tanker, blandt andet på grund af store omkostninger forbundet med deres stadion.
Tottenham har sendt størstedelen af deres ansatte, der ikke er spillere eller trænere, på statsbetalt orlov, ligesom formand Daniel Levy og andre ansatte er gået ned i løn.
Harry Kane åbnede for nyligt for at forlade Tottenham, da han gerne vil vinde trofæer.
Sidste uges rygter:
Arsenal-løfte er upopulært i truppen
Arsenal-ledelsen har ifølge The Telegraph stillet sine spillere i udsigt, at de kan undgå en lønnedgang, hvis de formår at kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
Avisen tilføjer, at løftet ikke er blevet vel modtaget blandt spillere, der endnu ikke er blevet enige med klubben om eventuelt at gå ned i løn, og det betragtes af nogle af dem som et umuligt udgangspunkt for en eventuelt forhandling.
Arsenal er nummer ni og har otte point op til fjerdepladsen. Det er fem point op til femtepladsen, der også muligvis giver Champions League - afhængigt af Manchester Citys appel.
Buffon vil have endnu en sæson i Juventus
Gianluigi Buffon vendte sidste sommer hjem til Juventus efter en sæson i PSG.
I Torino skrev han under på en etårig aftale, og den ser nu ud til at blive forlænget med yderligere et år, så den løber til 2021, hvor Buffon altså er fyldt 43 år.
Det skriver Corriere della Sera, der mener at vide, at Buffon stiller sig tilfreds med den reserverolle, som han har haft i denne sæson, hvor polske Wojciech Szczesny har vogtet buret fast.
Buffon har i denne sæson stået 11 kampe i Juve-buret. Forlænger Buffon, så får han en 19. sæson i Juventus, som han skiftede til fra Parma i 2001.
Sørloth på blokken i Serie A-storklub
Alexander Sørloth er topscorer i den tyrkiske Süper Lig, og det har angiveligt fået Napoli til at overveje nordmanden.
Det mener Radio Kiss Kiss at vide. Sørloth skulle være én af mulighederne til at erstatte Arkadiusz Milik, hvis forhandlinger med Napoli er gået i stå.
24-årige Sørloth er udlejet fra Crystal Palace til Trabzonspor, og tyrkerne har en købsoption på den tidligere FC Midtjylland-angriber.
Serie A-klub overvejer Joakim Mæhle
Genk-danskeren Joakim Mæhle er ifølge den belgiske avis Het Nieuwsblad på blokken i italienske Atalanta.
Avisen skriver, at det er planen, at Timothy Castagne forlader Atalanta til sommer, og Mæhle står højt på listen over potentielle arvtagere på højreback, skriver avisen.
Joakim Mæhle har flere gange været rygtet til større klubber i blandt andet Premier League, men Genk har ikke givet ham lov til at forlade dem.
FCM-stjerne på blokken i Valencia
FC Midtjylland-profilen Evander har ifølge den spanske avis Super Deporte tiltrukket sig interesse fra La Liga-klubben Valencia.
Mediet skriver i hvert fald, at Valencia er én af flere store klubber, der har den 21-årige brasilianer på blokken. Den spanske klub ønsker angiveligt flere muligheder på den centrale midtbane, og her er FCM-profilen ét af alternativerne.
Evander har scoret syv mål i 22 kampe for FC Midtjylland i denne sæson. Han har kontrakt til sommeren 2024 med midtjyderne.
Leicester lurer på tidligere Esbjerg-spiller
Den græske venstreback Kostas Tsimikas spillede i foråret 2017 for Esbjerg som lejesvend og bidrog med et mål i 13 optrædener.
Siden er han brudt igennem i Olympiakos, og nu er han et emne for større klubber.
Ifølge græske Sport Time holder Napoli, Inter, Lokomotiv Moskva, Fenerbahce og Galatasaray således alle øje med 23-årige Tsimikas, der har spillet tre A-landskampe for Grækenland.
Men også engelske Leicester er på banen og har ifølge mediet 'taget første skridt' i forhold til at købe backen, men lige nu er den potentielle handel sat på pause.
Englænderne vurderes også til at have den bedste mulighed for at nå i nærheden af de godt 185 millioner kroner, som Olympiakos vil have for Tsimikas.
Serie A overvejer vild Rom-plan
Ligesom man har overvejet det i England, er en model, hvor man isolerer spillere og trænere, nu også på bordet Italien.
Det skriver avisen La Repubblica, der mener at vide, at man arbejder på en idé om at samle alle 20 Serie A-hold i Rom-området.
Her er der tre brugbare stadions, hvor man så vil afvikle alle de resterende kampe i sæsonen.
Spillerne og trænere vil skulle være isoleret i 45 dage inklusiv en opstart, og det vil være jævnlige tests af alle.
Kampene vil blive sendt på tv, men mediefolk vil ikke have adgang til stadions, hvor der naturligvis heller ikke vil være fans.
Alexis Sanchez holder fast i stor United-kontrakt
Chilenske Alexis Sanchez er åben for at blive i Inter, og trods et beskedent bidrag med et mål i 15 kampe er italienerne også åbne for at beholde offensivsspilleren.
Men ifølge ESPN er økonomien et problem. Alexis Sanchez har således endnu godt to år tilbage af sin kontrakt med Manchester United, og han er ikke meget for at acceptere en lønnedgang.
Og Sanchez tjener cirka 220 millioner kroner om året i Manchester United, hvilket Inter ikke kan matche, og derfor peger alt mod, at 31-årige Sanchez tager tilbage til England i næste sæson.
PSG-kaptajn flirter med ex-klub
PSG-anfører Thiago Silva har aldrig lagt skjul på, at han holder meget af AC Milan efter en succesfuld periode hos italienerne fra 2009 til 2012.
Og begge parter er interesserede i at genoptage samarbejdet fra sommer, når stopperens aftale med PSG løber ud, skriver Tuttosport.
Men den snart 36-årige forsvarspillerens lønkrav kan blive et problem for Milan, der forsøger at stramme livremmen efter flere økonomisk trængte sæsoner, tilføjer mediet.
| Om Rygtetid: Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |



Lyon
PSG
Chelsea
Manchester City
Tottenham
Liverpool
Manchester United
Newcastle
Ajax
Athletic Club
Barcelona
Atletico Madrid
AC Milan
Inter
SSC Napoli
Juventus


































