Werder Bremen har fyret cheftræner Viktor Skripnik og de to assistenttrænere Florian Kohfeldt og Torsten Frings. Det bekræfter Bundesliga-klubben på sin hjemmeside.
Beslutningen er taget i de tidlige timer søndag morgen, og klubledelsen har samtidig indsat U23-træner Alexander Nouri som midlertidig træner for førsteholdet.
Fyringen kommer altså dagen efter, at Werder Bremen blev fuldstændig kørt over af Borussia Mönchengladbach, som vandt 4-1.
Werder Bremen har fået en håbløs start på sæsonen, hvor det er blevet til tre nederlag og en målscore på 2-12.
Dermed kan Thomas Delaney se frem til at skulle have en anden træner, end han havde forventet.
bold.dk har været i kontakt med Thomas Delaney, som dog sad i FCK-bussen på vej til dagens kamp mod AC Horsens og derfor ikke ville udtale sig om fyringen.


Werder Bremen
Bundesliga

























