Lionel Messi har i den grad været med til at føre Argentina til VM-trofæet i 2022 samt de to Copa América-titler i 2021 og 2024.
Men selvom han var forrygende i de turneringer, var vigtigheden af ham endnu større engang.
Tilbage ved VM i 2018 hvor Argentina røg ud til Frankrig, var alt ansvar lagt over på skuldrene af Lionel Messi, som spillede på et hold, der ikke fungerede.
Fire år forinden var sagen den samme, om end ikke i samme grad. Der førte han Argentina hele vejen til finalen.
De sidste års succes bygger på en større holdpræstation, og bag det svendestykke står en anden Lionel. Nemlig landstræner, Lionel Scaloni.
Og netop fokusset på holdet i helheden har været en af opskrifterne på succes, forklarer Lionel Scaloni på et pressemøde forud for kampen mod Colombia i VM-kvalifikationen.
- Holdet er nået til et punkt, hvor vi kan spille på samme måde, om (Lionel, red.) Messi er med eller ej, siger den argentinske landstræner ifølge Clarín og fortsætter.
- Før i tiden var det mere kompliceret, fordi det måske krævede at skifte flere spillere, men det har vi ikke behov for længere, og holdet fungerer på samme måde.
Argentina er allerede kvalificeret til VM-slutrunden i 2026, hvor de skal prøve at forsvare titlen.


Argentina
VM kval. CONMEBOL

























