Leicester er i gang med at hente den 27-årige tyske keeper Ron-Robert Zieler hos nedrykkede Hannover. Han kommer med 185 Bundesliga-kampe og seks tyske A-landskampe på sit CV.
Kasper Schmeichel mener, det er en naturlig udvikling, når nu Mark Schwarzer ikke har fået forlænget sit ophold.
- Selvfølgelig er vi nødt til at hente forstærkninger. Jeg regner også med, at vi henter én mere. Schwarzers kontrakt udløber, så jeg vidste godt, at der var noget på vej. Det er naturligt, at vi garderer os, når vi skal kæmpe med på fire fronter i næste sæson, siger Schmeichel til bold.dk.
Men Zieler er vel en noget stærkere konkurrent, end du har været vant til at have i Leicester?
- Stærkere end en mand med 600 Premier League-kampe? (Schwarzer, red) Narh, jeg tror, det er nogenlunde det samme. Mark var og er stadig en fantastisk keeper. Nu kommer der endnu en konkurrent, og sådan er gamet.
- Jeg var udmærket klar over, at der ville komme en ny målmand, så det er ikke overraskende for nogen, siger landsholdets førstevalg.
Zieler er endnu ikke præsenteret officielt som ny Leicester-spiller.
mikael@bold.dk


Leicester
Premier League































