Rasmus Nissen skiftede i løbet af januar fra FC Midtjylland til Ajax, hvor han har spillet fra start i de seneste to kampe i Æresdivisionen.
I alt er det blevet til fire optrædender i den hollandske liga, og hvis man spørger Lasse Schöne, så er højrebacken kommet stærkt fra start i den danskerglade hovedstadsklub.
- Rasmus er kommet godt i gang. Det må jeg sige. Der gik ikke en måned, før han fik slået vores anfører (Joël Veltman, red.) af holdet, så et eller andet godt må han jo have gjort til træning, siger Lasse Schöne til bold.dk.
Rasmus Nissen bidrager da også med noget helt specielt til Ajax-mandskabet.
- Han giver vores spil en anden dimension. Han er ikke en typisk Ajax-spiller. Han er en meget dynamisk back, som løber op og ned ad linjen, og så har han nogle fantastisk indlæg.
- Det kan Klaas-Jan Huntelaar rigtig godt lide. Han er godt tilfreds med, at der ikke kun er backer, der dribler ind i banen og skyder selv, siger Schöne med et grin.
- Det er dejligt at have sådan en spiller, vi kan variere lidt med. Jeg tror, alle er rigtig godt tilfredse med hans første måneder i klubben.
Godt med danskere
Den erfarne midtbanemand glæder sig over nu at have to landsmænd i truppen. Han måtte dog lige konsultere med Kasper Dolberg for at få mere at vide om den nye mand.
- Jeg vidste, hvem han var, men jeg havde ikke snakket så meget med ham. Kasper vidste selvfølgelig, hvem han var. Men han er en utrolig fin fyr, og det er altid dejligt at få en ekstra dansker på holdet. Vi er tre nu, og vi hygger os, siger Lasse Schöne.
Du er jo en rutineret ræv efterhånden - bliver du lidt en reservefar for de unge danskere, der kommer ned til jer?
- Haha. Nej, det vil jeg nu ikke kalde det. Ajax arrangerer det meste, men når vi er i klubben og på træningsbanen, prøver jeg selvfølgelig at hjælpe så meget som muligt. Det gør jeg nu ikke kun, fordi han er dansker. Det bør man gøre ved alle - men det hjælper da lidt, at han taler dansk.
- Hvis han er på det modsatte hold, forklarer jeg ham selvfølgelig reglerne forkert, så mit hold vinder. Sådan er jeg, siger han med et grin.
- Ej, han er en fornuftig ung mand, og han er faldet utrolig nemt ind, siger Lasse Schöne.
Stor danskersucces
Danskere har i efterhånden mange år haft det godt i Ajax, og det er ikke helt tilfældigt, mener Lasse Schöne.
- Hollandsk kultur minder meget om dansk, men det handler også meget om, hvem spillerne er som mennesker. Det er klart, at det er sværere at integrere en sydamerikaner, som ikke taler et ord engelsk. Rasmus er faldet utrolig nemt til og er ligesom bare gået ind i truppen.
- Det kendetegner os fra norden, at vi er gode til den slags, og når så mange danskere har succes, så er det nemmere for Ajax at hente danskere dertil.
- Hvis alle danskere blev en fiasko, ville de nok ikke blive ved med at hente dem. Men der har været så mange succeshistorier, så hvorfor ikke blive ved, siger Lasse Schöne.
I nyere tid har folk som Viktor Fischer og Christian Eriksen haft stor succes i Ajax.
nicolai@bold.dk


Ajax
Æresdivisionen





























