





Forud for sidste spillerunde i Ligue 1 var der stadig masser af spænding i bunden. Toulouse, Ajaccio og Reims skulle kæmpe om at undgå to nedrykningspladser i allersidste runde.
Før runden havde Toulouse med anfører Martin Braithwaite skæbnen i egne hænder, da de med en sejr ude mod Angers ville være så godt som sikre på at overleve. Reims mødte Lyon, mens Ajaccio var ude mod Lorient.
Det gik dog langt fra Braithwaite og holdkammeraternes vej fra start. Angers kom nemlig foran efter blot 12 minutter, da Billy Ketkeophomphone gjorde det til 1-0. Få minutter senere kom Reims foran 1-0 mod Lyon.
Toulouse var på vej ned, men efter en halv time fik Braithwaite en gylden mulighed for at udligne for Toulouse, der nu skulle bruge en sejr. Udeholdet fik straffespark, og Braithwaite tog sig af det. Desværre for danskeren sparkede han over mål, og det blev ved 1-0.
Toulouse var bagud 1-0 ved pausen, mens Reims var kommet på 2-0 og var på vej mod en sejr, der betød, at Toulouse skulle vinde. Den eneste positive nyhed var, at Ajaccio var bagud 1-0.
Efter en time fik Toulouse udlignet. Wissam Ben Yedder stod for udligningen, der bragte håbet om overlevelse tilbage. Det holdt dog kun i fire minutter, da Angers genetablerede føringen på mål af Said Benrahma.
Det så ud til, at Toulouse måtte forberede sig på at skulle spille i Ligue 1 i den kommende sæson, men Braithwaite og co. havde ikke tænkt sig at give op. Med 12 minutter igen fik Braithwaite reddet lidt af æren, da han udlignede til 2-2.
Momentum var med Toulouse, og blot to minutter efter udligning var kampen fuldstændig vendt på hovedet. Unge Yann Bodiger bragte Toulouse i front, og ud af ingenting så Toulouse ud til at have reddet sig.
Toulouse kæmpede 3-2-sejren hjem og kunne bryde ud i vild jubel efter at have reddet sig med et flot comeback. Reims endte med at slå Lyon 4-1, men rykker alligevel ned sammen med Ajaccio, der tabte 1-0 til Lorient.


Lorient
Lyon
Toulouse
Angers
Reims
Ajaccio
Ligue 1























