B93 -Serie 2-klub opruster stort: Henter B93-profil
Foto: MarkB
2021-09-02 10:05:02
Foto: MarkB

Serie 2-klub opruster stort: Henter B93-profil

Serie 2-mandskabet FC Nordhavn har sikret sig en markant forstærkning i form af Adam Emme, der har spillet et hav af divisionskampe for B93. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

23-årige Adam Emme har været en del af B93 i mange år, hvor han af klubben også er blevet omtalt som en kulturbærer. Forsvarsspilleren har dog valgt at trappe ned for fodboldkarrieren, og nu har Serie 2-klubben FC Nordhavn sikret sig den erfarne forsvarsspiller.

Adam Emme siger til LigaBold.dk, at han har valgt at tage skridtet til Serie 2-mandskabet, da han har nogle kammerater, der spiller i serieklubben.

- Jeg stoppede i B93 for at drosle lidt ned og have lidt mere plads til at leve livet ved at være sammen med venner og gøre noget spontant som at tage på ferie. Så har jeg nogle venner, der har oprettet FC Nordhavn, og det er godt og vel to-tre år siden, og dem har jeg spillet sammen med op gennem ungdomsårene i B93. Jeg har også spillet mod mange af dem, så jeg kender mange af dem. 

- De har lidt hvert halve år skrevet til mig, da jeg har snakket om gennem længere tid, at jeg på et tidspunkt ville stoppe inde i B93, og om jeg ikke skulle komme ud at spille for dem. Nu var der en oplagt mulighed for at komme derud, og der er nogle ret fine fodboldspillere, som der gemmer sig derude. siger Adam Emme til LigaBold.dk og tilføjer:

- Det er også for at få den omklædningsrums-følelse igen eller i hvert fald ikke at miste den, og det er nogle rigtig fede gutter.

Har der været flere klubber, der har været interesseret i dig?

- Ja, helt klart. Inden beskeden kom på B93's hjemmeside, var der to klubber fra 3. division og noget Danmarksserie, der havde kontaktet mig, fordi de havde hørt på vandrørene, at der skete noget. Udover det har der været en tre-fire klubber fra lavere rangerede hold, som også har kontaktet mig. Jeg snakkede med 3. divisionsklubben, men ellers vidste jeg godt, at det var FC Nordhavn, hvor jeg ville tage hen til.

Vil have en lederrolle

Adam Emme har været med til nogle træninger i serieklubben, og han synes, at niveauet er ganske fint, selvom han er vant til at spille divisionsfodbold. Det vigtigste for Emme er, at glæden til fodbolden er til stede i FC Nordhavn.

- Så længe humøret er der, så tror jeg også, at jeg kan leve med, at den tekniske kunnen og formmæssigt ikke er det samme. Så jeg kan også godt lide at få den rolle, hvor jeg kommer ind med noget rutine fra et lidt højere niveau, og det passer mig egentlig meget fint den rolle med at skulle hjælpe holdet med at blive lidt mere organiseret på nogle punkter.

Forsvarsspilleren har prøvet en del i de danske divisioner, og han håber også, at han kan bidrage med noget struktur og fysik til Serie 2-holdet.

- Der er selvfølgelig rutine angående at tage de rigtige beslutning på de rigtige tidspunkter af kampene. Jeg tror også, at jeg har noget kunnen med bolden, og jeg kommer højest sandsynligt at lægge i midten af sådan en tremandsopbygning og organisere det nede bagfra. Jeg har generelt altid haft lidt en lederrolle på diverse hold, som jeg har været på. Jeg kommer 100 procent til at være én af dem, der skal få snorene til at blive bundet sammen på banen. Jeg har noget fysik, og det tænker jeg, at de bliver glade for. Nu fik jeg ikke scoret i min tid i B93, men det håber jeg da helt klart at kunne gøre her i Serie 2.

Udelukker ikke noget

Selvom Adam Emme nu har et større fokus på uddannelsen på DTU, hvor han studerer Design og Innovation, så vil han ikke afvise, at han gør comeback i de danske divisioner på et senere tidspunkt.

- Jeg vil ikke udelukke noget. Det sagde jeg også til Thomas Nørgaard inde i B93. Lige nu har jeg ikke brug for at dedikere mit liv til fodbold, men at have lidt mere tid til studiet. 

- Nu er jeg 23 år, og jeg nåede at spille næsten 130 divisionskampe for B93. Det kan godt være, at jeg på et senere tidspunkt, hvis den rigtige motivation er der, og det passer godt ind i mit liv, at det kunne være en idé, siger Adam Emme til LigaBold.dk.

FC Nordhavn har spillet sin første turneringskamp i Serie 2, men Adam Emme har ikke været officiel debut endnu, og der går nok lidt tid, da han fortæller, at han skal til Botswana de næste par uger. Forsvarsspilleren har dog spillet en træningskamp for klubben.

I den seneste sæson spillede Adam Emme 21 kampe for B93 i 2. division.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce