2022-06-16 18:09:02

Serie 3-klub triumferede i pokalen efter drama

FC Culpa fra Serie 3 leverede et stort pokalresultat, da FC Sunshine blev besejret efter forlænget spilletid. Klubben er stolt, siger Emil Svenningsen til bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Culpa fra Serie 3 kan se frem til at prøve kræfter med hovedturneringen af Sydbank Pokalen 2022/2023 efter sommerferien. 

Serie 3-holdet duellerede nemlig mod FC Sunshine fra Serie 1 i den sidste kvalifikationsrunde. Her kom FC Culpa ellers bagud med 0-2 efter 71 minutter, men herefter vendte Serie 3-holdet kampen på hovedet og vandt med 4-2 efter forlænget spilletid. 

Det betyder, at FC Culpa er klar til hovedturneringen. 

FC Culpa-anfører Emil Svenningsen siger til bold.dk, at pladsen i hovedturneringen betyder meget. Specielt med tanke på, at mandskabet var millimeter fra at gøre det i den seneste udgave, men her besejrede Tårnby FF fra Danmarksserien FC Culpa efter en straffesparkskonkurrence.

- Jeg oplevede egentlig, at første halvleg blev lidt på Sunshines præmisser. De var bedst i første halvleg og kom fortjent foran. Vi fik justeret lidt i pausen, og vi kom bedre ud til anden halvleg, og vi var klart bedre i anden halvleg. 

- Vi fik så lavet et klodset straffespark, så de kom på 2-0, men vi fik hurtigt reduceret, og i de døende minutter fik vi udlignet med en mand i undertal. 

- I de sidste 30 minutter i den forlængede spilletid synes jeg klart, at vi var bedst. Det var lidt, at efterhånden som solen gik ned over Valby, så var det som om, at kræfterne ophørte hos Sunshine-drengene, og så fik vi scoret to mål i den forlængede og vandt fuldt fortjent, siger Emil Svenningsen til bold.dk, der tilføjer, at sejren luner ekstra godt, når 2-2-målet kom i overtiden med en mand i undertal.

Hvordan har I det med at være en del af hovedturneringen nu?

- Vi er super glade og stolte. Nu var det lige ved og næsten senest, hvor vi tabte til Tårnby FF fra Danmarksserien efter en straffesparkskonkurrence. Der var vi meget tæt på, og der syntes jeg, at vi havde fortjent at gå videre. Vores målsætning har været, at vi skulle i den hovedrunde, så vi er super glade og tilfredse. 

Emil Svenningsen siger, at han ikke er overrasket over sejren over FC Sunshine, selvom FC Culpa spiller to rækker under. Nu vil klubben gerne møde en stor modstander.

- Vi vil gerne have et af de store hold og have en oplevelse. Vi vil gerne møde et af holdene omkring divisionerne, siger Emil Svenningsen til bold.dk, der tilføjer, at det er første gang i hans fem-seks år i FC Culpa, at klubben når hovedturneringen.

FC Culpa er nummer syv i den københavnske Serie 3. 

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce