Det lå bestemt ikke i kortene, at Mosede Boldklub, der i denne sæson har fristet en tilværelse i Serie 4, skulle nå hovedturneringen i Sydbank Pokalen 2022/2023.
Onsdag aften havde mandskabet dog mulighed for at levere den store overraskelse, da Vemmelev Boldklub fra Serie 2 kom besøg i den sidste kvalifikationsrunde.
Her kom Mosede Boldklub ved Greve ellers bagud efter 15 minutter, men med to mål, hvor det ene blev leveret på straffespark i det 93. minut, kunne jublen bryde løs. Mosede vandt nemlig 2-1 og er dermed klar til hovedturneringen af Sydbank Pokalen.
Matchvinderen Rasmus Jessen siger til bold.dk, at der var gevaldig god stemning efter kampen.
- Det er en kæmpe forløsning, men det viser bare, hvad Mosede Boldklub er lavet af. Alle mand kæmper for hinanden, siger 23-årige Rasmus Jessen til bold.dk.
Hvordan var stemningen?
- Det gik fuldstændig amok. Det er første gang, at folk oplever, at vi er kommet så langt. Det er første gang i Mosedes historie, at den er kommet så langt, så det var en kæmpe forløsning for alle.

Der var godt gang i lægterne. Foto: Mosede Boldklub
Kantspilleren tilføjer, at sejren blev fejret med manér, hvor spillerne gav den gas.
Mosede Boldklub har på vejen til hovedturneringen nedlagt Vor Frue fra Serie 6, Jyderup BK fra Serie 4, Sorø Freja fra Serie 3, Lejerbo Boldklub fra Serie 4, og onsdag gik det udover Vemmelev Boldklub fra Serie 2.
Mosede-kantspilleren håber, at mandskabet trækker et stort hold.
- Det vil helt klart være fedest at møde et hold fra de højere rangerede rækker kontra et andet hold.
Hvad tænkte du, da I kom bagud 0-1?
- Vi havde mange chancer allerede i første halvleg, hvor vi skød på overliggeren, på siden af stolpen og på stolpen. Jeg var ikke nervøs for, at vi skulle score, men det var mere, om vi kun holde den i forhold til vores kondition, men det lykkedes.
Da det afgørende straffespark skulle tages i overtiden, så var holdkammeraterne ikke i tvivl om, at Jessen skulle til pletten.
- Der er mange, der er i den kategori, men drengene sagde, at den klarede jeg, siger Rasmus Jessen, der har en fortid i HB Køge og Solrød, til bold.dk.
Mosede Boldklub vandt Serie 4 Pulje 6 med et point foran Hundige Boldklub. Dermed venter der en tilværelse i Serie 3 til næste sæson og et pokaleventyr.

Betano Pokalen
























