Viborg er 1. divisions næstmest scorende mandskab, men tirsdag havde midtjyderne en ny målfarlig herre med til træning.
Nicolai Johansen, der er topscorer i Silkeborg KFUM i Jyllandsserien med 11 mål, træner nemlig med i domkirkebyen tre gange i denne uge.
- Vi synes, han er en spændende spiller, der har vist, han kan score mål. Selvfølgelig er det på et lidt lavere niveau, end det vi spiller, men nu har vi inviteret ham ind, så vi kan se hinanden lidt an, siger Viborgs assistenttræner Ralf Pedersen til bold.dk.
- Han er venstrewing, der har et godt spark og virker til at være teknisk dygtig med et godt drive.
Viborg har også haft Kjellerup-anfører Mathias Gertsen med i en reserveholdskamp, og han efterlod et godt indtryk.
- Det er jo lidt det samme. Han gør det godt i Kjellerup, og vi kender ham også fra FK Viborg. Nu er han blevet ældre og har spillet en masse divisionskampe på et fint niveau. Vi vil prøve at måle ham på, hvor han er henne i forhold til at tage et step op, siger Ralf Pedersen.
- Vi kigger på dem og holder øje med dem, og det er jo ikke sådan, at hvis de har en dårlig træning, at vi smider dem ud til højre. Det handler om lige at måle, hvor de er henne i forhold til deres udvikling, og om vi kan se potentiale i dem i forhold til de spillere, vi har i forvejen.
Ralf Pedersen fastslår, at man kun henter spillere ind, der er bedre end klubbens ungdomsspillere, for ellers kan de lige så godt få chancen.
- Vi har en rigtig god ungdomsafdeling, som vi kigger på, og der har vi mange dygtige spillere. Men når der er nogle dygtige spillere i nærområdet, kigger man jo også på dem.
- Men det skal selvfølgelig være nogen, som er bedre end vores ungdomsspillere, for ellers giver det ingen mening. Så kan vi lige så godt rykke ungdomsspillere op, så det er hele tiden en overvejelse om, hvad vi har, og hvad vi kan få ind, siger Pedersen.
Nicolai Johansen har tidligere tørnet ud for blandt andre Middelfart og Odder, mens Mathias Gertsen har en fortid som ungdomsspiller i Viborg, inden turen gik til Skive og senere Kjellerup.
sara@bold.dk


Kjellerup
Viborg FF
Betinia Liga
Young Boys FD






























