Divisionsforeningen har præsenteret en omfattende plan, der skal skyde gang i dansk fodbold på sundhedsmæssigt forsvarlig vis.
En del af den plan er, at alle spillere, trænere og ledere skal testes for coronavirus, og hos eb.dk estimerede man tirsdag, at prisen på testprogrammet kommer til at lyde på 250.000 kroner for klubber i 1. division.
Det bed man også mærke i hos Skive IK, kan bestyrelsesformand Per Nors skrive under på.
- 250.000 er eddermame mange penge i Skive IK, siger han til bold.dk.
Om testprogrammet rent faktisk kommer til at koste præcis 250.000 kroner, er der ingen, der ved endnu – og der er heller ingen, der ved, hvordan og hvornår betalingen skal foregå.
Men Skive-formanden har allerede tænkt sagen igennem.
- Jeg tænker for det første, at det er en stor udgift. For det andet er det en nødvendig udgift. For det tredje satser jeg vildt og voldsomt på, at der er nogen, der hjælper os med den udgift.
Hvem skal det være?
- Det kunne være en løsning, der ligner de øvrige kompensationspakker, eller det kan være DBU og Divisionsforeningen. Hvem der gør hvad, skal jeg ikke forholde mig til, men jeg synes godt nok, det er en stor udgift at få i en svær situation.
- Hvis vi stod i en situation, hvor alt var guld og grønne skove, kunne vi måske gå tiggergang i området, men jeg er ikke sikker på, at det er lige nu, vi skal rundt med indsamlingsbøssen. Vi skal gøre det med omtanke, hvis vi skal skaffe flere penge, siger Per Nors, som kan forestille sig, at de 250.000 er et mindre beløb i nogle af 1. divisions større klubber.
- Det er det ikke i Skive. Lommen er ikke så tom, at vi får lommeuld med op, hvis vi griber ned efter pengene, men vi har rigeligt at bruge vores penge på. Der skal nok være klubber i 1. division, der lettere kan betale, men sådan er vilkårene ikke i Skive.
Han slår dog fast med syvtommersøm:
- Jeg kan sige én ting: Vi går ikke konkurs, lyder det ganske overbevisende fra Per Nors, som da også er en optimistisk mand, når det kommer til de øvrige krav i protokollerne.
- Vi har det, ligesom når vi trækker Brøndby eller FCK i en pokalkamp. Det er et kæmpe arbejde, når man er en klub, der ikke er gearet til det, og vi trækker på alt og alle, vi overhovedet kan – men én ting er sikker: de protokoller bliver ikke årsag til, at vi smider håndklædet i ringen.
- Vi tonser løs, og det kan være formanden skal være fuldtidsfrivillig i en periode. Vi skal nok løse det. Det mest bekymrende er det økonomiske, siger Per Nors.
Faktisk er der heller ingen, der ved, om fodbolden overhovedet får lov at gå i gang, og Per Nors vakler da også lidt frem og tilbage.
- Vi går spændt og venter på, hvad statsministeren kommer med. Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke er alle, der får lov at gå i gang, så jeg er spændt på, om fodbolden får lov. Det ene øjeblik er jeg super-optimist, og det andet tænker jeg: 'Aarrrh, mon ikke de tager noget andet end sporten først.'
- Der er godt nok mange, der vil have lov, og nu så jeg lige til morgen, at butikscentrene forventer krak fra en kant af, hvis de ikke får lov at åbne. Men hvis vi går i gang, så går vi ind i det med fynd og klem.
- Men det er da en mærkværdig situation. Selvom jeg gennem et langt liv som direktør i Skive Kommune har prøvet mange udfordrende ting, så har jeg godt nok aldrig prøvet noget, der bare minder om det her, siger Per Nors.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Skive IK
Betinia Liga

































