Frederik Fisker er snart færdig med sin anden sæson i Skive, hvor han i sommeren 2019 skiftede til efter fem år i England.
I England var han på kontrakt hos Nottingham Forest og Sheffield Wednesday, der begge spiller og spillede i Championship på daværende tidspunkt.
Det er også det niveau, som den 23-årige stopper drømmer om at vende tilbage til, så han kan få tilføjet flere end tre Championship-kampe til cv'et.
- I fodbold kan det gå lynhurtigt. Min største drøm lige nu er – om det så er om to, tre eller fem år – at komme tilbage til Championship. Det er en kæmpe drøm for mig, men der er også en masse ting, der skal lykkedes for mig inden da.
- Jeg er vel og mærke godt klar over, at jeg ikke lige går fra bunden af 1. division til et Championship-hold. Jeg skal blive ved med at bygge lag for lag på, så jeg kan prøve at vende tilbage på et bedre niveau, end jeg var, da jeg spillede i England senest, så jeg kan blive fast mand på holdkortet, fortæller Frederik Fisker til bold.dk.
Udover tre Championship-kampe fik han også to optrædener i EFL Cup'en.
Mental hård overgang fra Championship til 1. division
Artiklen fortsætter efter billedet

Allerede som 16-årig rykkede Frederik Fisker til England, hvor Nottingham Forest havde fået øjnene op for Viborg-talentet.
Den gang lå det ikke i kortene, at han skulle tilbage og spille 1. division i Danmark som 23-årig, og det, erkender den store stopper, har været en svær overgang mentalt.
- For mig har det været en kæmpe omvæltning mentalt. Jeg er gået fra at føle, jeg er i et sindssygt professionelt setup, hvor der blev taget hånd om alt for dig, og hvor du havde de bedste rammer, det var muligt at have som fodboldspiller.
- I Skive er det lidt nogle andre rammer, hvor det eksempelvis er deltid. Det har været svært for mig at vænne mig til mentalt. Når man kommer fra en stor klub til en lidt mindre klub, men ikke spiller hver gang. Det har været svært for mig mentalt at vænne mig til.
- En af grundene til jeg tog hjem var for at få førsteholdsfodbold. I Skive har det for mit vedkommende været meget blandet. Jeg har skiftevis spillet og siddet ude i noget tid. Jeg har haft mest brug for kontinuitet med spilletiden.
- Jeg har spillet de seneste kampe, og jeg føler, at jeg kommer tættere og tættere på et niveau, som jeg var på, da jeg spillede i England. Det er det, som kampformen er med til at gøre.
- Jeg har gerne ville spille mere, end jeg har gjort, men samtidigt har der også været en masse rokeringer i truppen, hvor jeg har siddet ude, mens jeg højst har spillet tre-fire kampe i streg. Det er selvfølgelig svært at vænne sig til.
Den svingende mængde spilletid i starten hos Skive påvirkede motivationen for Fisker, men han har sidenhen fundet den igen.
- Jeg skal være ærlig at sige, at det første stykke tid efter jeg kom hjem, hvor jeg sad ude, der begyndte det at pille ved motivationen. Det var svært at vænne sig til. Efter jeg har fået lov til at bearbejde tingene og finde nogle andre glæder, har det hjulpet.
- Man har også har lidt mere tid, når man er i et deltidssetup, hvor man også kan fokusere på, hvad jeg vil efter fodbolden. Det har været sundt for mig at prøve.
- I den her sæson har jeg været meget mere fokuseret på at komme tilbage på det niveau, jeg havde, da jeg spillede i England. Så kan jeg ikke rigtigt gøre så meget ved, om jeg spiller hver gang eller ej. Jeg skal bare gøre alt både på og udenfor banen for at komme tilbage til det niveau. Det er det vigtigste for mig.
I tvivl om fremtiden: 2. division ligger måske ikke til højrebenet
Til sommer udløber Frederik Fiskers kontrakt med Skive, og det er derfor uvist, hvad der venter efter sommerferien.
Parterne er dog i dialog, men indtil videre har de aftalt at slå koldt vand i blodet, indtil sæsonen er afgjort.
- Jeg har haft en dialog med Skive omkring fremtiden, hvor vi har aftalt, at vi venter og ser, hvad der sker. For mig er det vigtigt fortsat at have 100 procent fokus på, hvad der sker i Skive lige nu, så jeg kan hjælpe med, at vi bliver i rækken en sæson mere.
- Om jeg skifter til en anden klub eller bliver i Skive, det ved jeg ikke endnu. Det er bare vigtigt for mig at være et sted, hvor jeg føler, at træneren tror på mig, og der er en klar plan for min fremadrettede udvikling. Det er uden tvivl det vigtigste for mig.
Afhænger det også af, om det hedder 1. division eller 2. division i næste sæson for Skive?
- Det er klart, når man har en målsætning om at komme tilbage til det niveau, jeg havde for nogle år siden, så er det måske ikke lige til højrebenet at vende nede i 2. division.
- Men igen, så er det vigtigste bare for mig at være et sted, hvor træneren tror på mig og få de kampe, jeg føler, jeg har manglet de to år, jeg har været i Skive udover her på det sidste.
- Det er 100 procent det vigtigste for mig. Hvilken række eller hvor det er i verden, det er lidt ligegyldigt for mig. Det handler bare om, at jeg føler, der er en klar plan for min udvikling.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Skive IK
Betinia Liga































